23948sdkhjf

Hvert femte energimærke har fejl

Konklusioner og resultater

Energistyrelsen konkluderer på baggrund af kvalitetskontrollen at:
  • Andelen af korrekte energimærker i stikprøven, der ikke skifter karakter (for eksempel C til D) som resultat af den fysiske kontrol udgør 79 pct., hvilket er en forbedring i forhold til sidste års resultat på 69 pct.
  • Energimærkningsfirmaerne beskriver og angiver fortsat relevante besparelsesforslag på et højt niveau. Således er andelen af energimærkninger, hvor alle væsentlige og relevante forslag er medtaget på 84 pct.
  • Energistyrelsen har i forbindelse med kvalitetskontrollen givet 45 udtalelser til firmaer, der har udarbejdet fejlagtige energimærkninger, og seks påtaler til firmaer, der har udarbejdet energimærkninger med alvorlige eller gentagne fejl og mangler. Påtaler bliver offentliggjort på SparEnergi.dk i et år
    Kilde: Kvalitetskontrol for energimærkninger fra 2017

Selv om det går støt frem med at få nedbragt antallet af fejl på det lovpligtige energimærke, så er der stadig fejl i hvert femte mærke.

Det viser en stikprøvekontrol, som Energistyrelsen har foretaget. Kontrollen viser, at andelen af korrekte energimærker i 2017 udgør 79 pct., hvilket er en forbedring i forhold til resultatet året før på 69 pct.

Alligevel er energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) ikke tilfreds.

- Det er positivt, at der tegner sig færre fejl i energimærkningen. Det tyder på, at det seje træk, det har været at få styr på mærkningerne, har virket. Men der er stadig fejl i hvert femte mærke og det er for meget, siger han.

Går ud over tilliden
Som en del af mærkningen skal energimærkningsvirksomhederne beskrive og angive relevante besparelsesforslag. Her er andelen af energimærkninger, hvor alle væsentlige og relevante forslag er medtaget, på 84 pct.

Lars Chr. Lilleholt mener, at de mange fejl går ud over forbrugernes tillid til mærkningen.

- Boligejere og -købere skal have et energimærke, de kan stole på. Derfor har vi også sat gang i en handlingsplan, som skal gøre energimærkningen bedre, så vi sikrer, at mærkningen er af en ordentlig kvalitet, siger han.

I forbindelse med det arbejde har ministeren samlet en række organisationer med kendskab til energimærkningsordningen, til et samarbejde om at forbedre ordningen, så den bliver mere brugervenlig for bygningsejere og -købere. Herudover har ministeriet iværksat initiativer, der skal forbedre kvaliteten af mærkerne yderligere.

Mere forståeligt
Et af de områder, hvor energimærkningen også er blevet bedre er på forståeligheden, der er steget fra 45 pct. i 2016 til 53 pct. i 2017.

Også her skal tallet højere op, mener ministeren.

- Forståeligheden er også et af de områder, hvor vi skal have mærkningen forbedret. Hvis forbrugerne skal kunne stole på energimærkningen, så skal det være til at forstå. Men nu er arbejdet i gang med en handlingsplan, og så må vi afvente, hvad der kommer ud af det, siger han.

Tilstrækkelige sanktioner
Energistyrelsen har i forbindelse med kvalitetskontrollen givet 45 udtalelser til virksomheder, der har udarbejdet fejlagtige energimærkninger, og seks påtaler til firmaer, der har udarbejdet energimærkninger med alvorlige eller gentagne fejl og mangler.

Hvis virksomheden ikke lever op til kravene ved et kontrolbesøg, og ikke retter op på fejlen, kan firmaet suspenderes midlertidigt - eller permanent og dermed miste retten til at udstede energimærkninger.

I 2017 har fem virksomheder midlertidigt og ni virksomheder permanent mistet retten til at udstede energimærkninger.

Lars Chr. Lilleholt ser dog ingen grund til at skærpe sanktionsmuligheder.

- Jeg mener, at sanktionsmulighederne er tilstrækkelige, men vi skal følge med i afgørelser, så forbrugerne fortsat kan have tillid til, at mærkningen er rigtig, siger han.

Værner om mærket
Ministeriet har samlet branchen til tre heldagsmøder i foråret 2018, hvor der var en meget positiv dialog om at forbedre ordningen.

På baggrund af samarbejdet med branchen melder ministeren større ændringer af energimærket ud inden udgangen af 2018, så energimærket i endnu højere grad understøtter boligmarkedet og fremmer energibesparelser.

Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen har ikke set resultatet af den seneste stikprøvekontrol, men bakker op om, at der skal strammes op.

- Vi har tidligere set overskrifter med, at der sker mange fejl med energimærkningen. Det har været med til at undergrave tilliden til mærket. Det er et vigtigt mærke, fordi det har betydning for huskøbernes beslutning og prisfastsættelse, og derfor skal vi værne om det. Der er behov for fornyelse og forbedring af mærket, og derfor vil jeg også gerne kvittere for, at ministeren har sat gang i arbejdet med at styrke tilliden til energimærkningen, siger han.

Der er i 2017 udarbejdet mere end 69.000 energimærkninger.

Hvad er energimærkning

Energimærket er en form for varedeklaration, der gør det muligt at sammenligne forskellige bygninger, når en bygning eller lejlighed sælges eller udlejes. Energimærket viser to ting:
  • Bygningens beregnede energiforbrug på energimærkningsskalaen fra A2020 til G
  • Et overblik over de energimæssige forbedringer, der er rentable at gennemføre i bygningen
  • Energistyrelsen gennemfører hvert år en stikprøvekontrol, som giver en indikation af udviklingen i antallet af fejl i udstedte energimærker
  • I 2017 blev der udarbejdet 69.142 energimærkninger. Siden 2006 er der udarbejdet næsten 650.000 energimærkninger
  • Energistyrelsen har iværksat en handlingsplan med en række tiltag som skal forbedre kvaliteten
  • Det er gjort lettere at komme efter de firmaer, der ikke laver energimærkning af den krævede kvalitet
  • Der er iværksat samarbejde med store, offentlige bygningsejere om at forbedre ordningen for større bygninger
  • På længere sigt har regeringen med energiudspillet lagt op til en øget digitalisering af energimærket
    Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11