23948sdkhjf

Bygger 30 tons spejlkugle i amerikansk ørken

Den amerikanske festival Burning Man, som hvert år samler 70.000 mennesker i en midlertidig by, Black Rock City, løber af stablen fra den 26. august til 3. september under temaet ”I Robot”.

I år kan gæsterne opleve festivalpladsen, også kaldet Playaen, fra et helt nyt perspektiv, da en gruppe af kunstnere, heriblandt de danske arkitekter Bjarke Ingels og Jakob Lange, bidrager med et gigantisk kunstværk i form af en spejlkugle.

Med en størrelse, der svarer til 1/500.000 af jordens overflade og en diameter på 25 meter, er ’The ORB’ ikke til overse. Den gigantiske spejlkugle kommer til at spejle det 18 kvadratkilometer store område, Playaen spreder sig over, og vil fungere som en vejviser for festivalgæsterne.

Spejlkuglen og dens stålmast på 32 meter vejer i alt 30 tons, og helt i tråd med Burning Mans ånd og regler vil kunstværket ikke efterlade nogen spor, når luften suges ud af ballonen efter festivalens afvikling.

- Burning Man er som et menneskeskabt fatamorgana midt i Nevada-ørkenen, hvor surrealistiske drømme bliver til virkelighed. ORB’en vil spejle livet under og omkring skulpturen – og give Burners et helt nyt perspektiv på kunsten, arkitekturen, energien og de sociale interaktioner på Playaen. Jeg glæder mig til at se det liv, ORB’en kommer til at tiltrække og reflektere, siger Bjarke Ingels i en pressemeddelelse.  

For at kunne bringe projektet helt i mål har kunstnergruppen iværksat en kampagne på sitet Indiegogo, hvor kunstelskere, Burning Man-fans og andre indtil videre har doneret godt 145.000 kroner. Kunstnergruppen har selv finansieret de 1.000 timers svejsearbejde samt de 1.500 timers sy-arbejde, det har taget at skabe ORB’en. Målet med kampagnen er at rejse cirka 300.000 kroner til shipping og forsendelse af kunstværket.

Find kampagnen her: https://www.indiegogo.com/projects/the-orb-at-burning-man-2018#/

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082