Skandale: Spansk VVS-firma snyder med rør til dansk storbyggeri
Den spanske teknikentreprenør Inabensa brugte ringere ventilationsrør end lovet på Niels Bohr Bygningen i København, og det er årsagen til, at Bygningsstyrelsen politianmeldte entreprenøren i efteråret.
Det oplyser projektchef Jørn-Orla Bornhardt, der blev hentet ind til at styre projektet i mål den 1. januar 2017, til Licitationen-Byggeriets Dagblad.
På koordineringsportalen Byggeweb stod der, at Inabensa ville anvende ventilationsrør fra svenske Lindab på byggeriet, der har et samlet areal på 52.000 kvm fordelt over to bygninger i seks etager.
Men da rørene var kommet op, viste det sig ifølge Bygningsstyrelsen, at de var portugisiske og havde en helt anden og ringere beskaffenhed.
- Lindab er svenske rør af højeste kvalitet, men i stedet blev der leveret et meget ringere produkt. Jeg har været i branchen meget længe, men jeg har aldrig været ude for, at en entreprenør ikke tjekker, hvad han køber af materialer, siger Jørn-Orla Bornhardt, der formelt hører under Vejdirektoratet, der overtog bygherreansvaret på Niels Bohr Bygningen fra Bygningsstyrelsen sidste år.
Inabensa afviser anklager
Inabensa bekræfter, at selskabet er politianmeldt, men afviser indholdet i anklagen.
- Som professionel aktør inden for byggesektoren benægter Inabensa Danmark fuldstændig disse påstande og fastslår, at Inabensa altid bruger de rigtige materialer og handler professionelt i alle projekter, som kontraktmæssigt varetages af Inabensa, skriver virksomheden i en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Inabensa oplyser videre, at man først blev opmærksom på anmeldelsen efter at have set den omtalt i en artikel i Politiken.
Og herefter på egen opfordring modtog en kopi fra Bygningsstyrelsen. Det skete i oktober, og siden er der ifølge Inabensa ikke sket yderligere i sagen.
Den spanske installatør har inkluderet politianmeldelsen i et krav om erstatning for skade på selskabets omdømme.
Inabensa ønsker ikke at oplyse, hvad det samlede krav er på.
Den spanske installatør blev fyret i februar 2017 og bliver af Bygningsstyrelsen holdt ansvarlig for en stor del af budgetoverskridelsen på projektet. Det står nu til små 3 mia. kr., men havde ved byggestart et budget på 1,6 mia. kr.
En del af ekstraomkostninger kommer fra nedtagning og genopbygning af Inabensas arbejde.
Læs mere om byggeriet: Nu tror vi på tidsplanen