23948sdkhjf

Byggeriets bundlinjer er bedre end resten af erhvervslivets

Ikke siden årene før finanskrisen har så få bygge- og anlægsvirksomheder haft underskud. Og målt på bundlinjer med sorte tal er byggeriet en af de brancher, der klarer sig bedst, viser tal fra FSR - danske revisorer

De danske bygge- og anlægsvirksomheder overhaler resten af erhvervslivet i kapløbet om den sorte bundlinje.

Ifølge helt nye tal fra FSR - danske revisorer kørte 29,6 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne i de første måneder af 2018 med underskud, mens tallet for det resterende erhvervsliv lå på 31,6 procent.

Det er første gang siden januar 2009, at færre end 30 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne har underskud - den bedste periode siden finanskrisen.

- Tallene bekræfter, at bygge- og anlægsbranchen er trådt ud af finanskrisens skygge. Målt på andelen af virksomheder med overskud og underskud er det den branche, der klarer sig næstbedst i Danmark. Samtidig bekræfter tallene, at byggeriet er en konjunkturfølsom branche og når det går godt i Danmark, så går det ufatteligt godt i byggeriet, siger Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR - danske revisorer.

Kløjes i ordrebogen
Tallene viser desuden, at andelen af selskaber med underskud er faldet sammenlignet med året før. Det gælder både for de danske selskaber samlet set og for selskaberne i bygge- og anlægsbranchen.

- Der er ingen tvivl om, at vi under krisen fik ryddet ud i bluff-numrene blandt virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen - altså de der ikke var stærke nok eller de useriøse. Samtidig har resten af virksomhederne lært af krisen - de er blevet bedre til at styre virksomheden og har fået mere fokus på bundlinjen, siger Tom Vile Jensen.

Det betyder dog ikke, at branchen lige nu har let ved at tjene penge, forklarer han.

- Selvfølgelig er det nemmere at tjene penge i opgangstider. Men i takt med, at det går godt og man mange steder nærmest kløjes i den bugnende ordrebog, fordi der vælter ind med ordrer, får virksomhederne brug for flere medarbejdere og for at styre projekterne tæt. Fordi det mange steder er svært både at skaffe folk - og effektivt styre en større organisation, så kan nogle opleve et produktivitetstab og det æder af overskuddet, siger Tom Vile Jensen.

Angrebet egenkapital
Et sted, hvor bygge- og anlægsbranchen dog ikke ligger i førerfeltet er på såkaldt angrebet egenkapital - altså hvor egenkapitalen er negativ eller under lovens mindstekrav.

I 1. kvartal 2018 var andelen af danske selskaber med angrebet egenkapital på 24 procent, og andelen af selskaber i byggeriet med angrebet egenkapital var på 24,2 procent, viser tallene.

- Her er det nye, at tilstanden er blevet normaliseret. Man er i branchen blevet bedre til at have noget på kistebunden. Det er når det går godt, at man skal lægge penge til side og polstre sig. Det kan være til både investeringer i maskiner, til at udvide forretningen eller til at stå imod med, når der kommer nedgang i efterspørgslen. Der har byggeriet en tendens til, at man ikke lægger nok penge til side. Det gælder især i de mindre ejerledede virksomheder, hvor direktøren trækker pengene ud. Det kan være en fordel i stedet at tænke mere langsigtet, siger Tom Vile Jensen.

Mange konkurser
Thomas Frommelt, leder af Deloittes branchegruppe for byggebranchen kan godt genkende det billede som tallene tegner.

- Det går bedre, der bliver kæmpet hårdt for et tjene penge i byggeriet, men der skal arbejdes hårdt for at få overskud, siger han. Han peger dog på, at en af årsagerne til at bygge- og anlægsvirksomhederne i højere grad end resten af erhvervslivet kører med overskud, skyldes de mange konkurser.

- Jeg tror også tallene kan dække over, at de virksomheder, der har kørt med underskud er gået konkurs, for konkurstallene i branchen er stadig relativt høje, siger han.

Tallene viser også, at der kommer flere og flere selskaber til bygge- og anlægsbranchen. I løbet af de seneste fire år er antallet af selskaber i branchen steget med 2.493 svarende til 16,2 procent.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142