Bravida vokser 20 procent i første kvartal
I årets første kvartal steg teknikentreprenøren Bravida Danmark A/S’ omsætning med 20 procent til 496 mio. kroner fra 414 mio. kroner i samme periode sidste år.
Stigningen i omsætning er primært drevet af installationsvirksomheden, forklarer virksomheden.
Væksten i indtjeningen - målt som driftsresultat - voksede med 19 procent, og dermed fastholder teknikentreprenøren en overskudsgrad på 5 procent.
- Det er yderst tilfredsstillende, at vi endnu engang kan fremvise en stor omsætningsfremgang, samtidig med, at vi fastholder et godt indtjeningsniveau. Vi har fået mange nye opgaver i bogen, og nu handler det om at levere bedst muligt på disse opgaver. Derudover skal vi fortsat holde skarp fokus på at udvikle vores serviceforretning for at sikre en god balance mellem service- og installationsopgaver, siger Johnny Hey, adm. direktør i Bravida Danmark.
Mio. kroner | 2018 | 2017 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 496 | 414 |
Resultat af primær drift | 25 | 21 |
Ordrebog | 593 | 349 |
Ordrebeholdning | 1.327 | 1.121 |
Antal ansatte (gennemsnit) | 1803 | 1629 |
Regnskabet er afsluttet den 31. marts |
En enkelt stor ordre
Der er også gode udsigter for fremtiden. Ordreindgangen steg med 70 procent i første kvartal 2018 og blev på 593 mio. kroner. På samme tidspunkt sidste år var den på 349 mio. kroner.
Ordreindgangen består primært af mindre og middelstore ordrer både indenfor installationsprojekter og service. Bravida Danmark har dog vundet en stor ordre på Aalborg Universitetshospital til en værdi af cirka 100 mio. kroner. Ordrebeholdningen var ved udgangen af første kvartal 18 procent højere end samme periode i 2017 og beløb sig til 1,3 mia. kroner mod 1,1 mia. kroner.
Munk