Trods opsving: Flere konkurser i byggebranchen
Bygge- og anlægsbranchen blev ramt af 81 konkurser i marts. Det bringer totalen for 2018 op på 198 konkurser, hvilket er en stigning på 9 procent i forhold til første kvartal af 2017.
- Det er naturligvis ikke den retning, som vi havde forventet og håbet på at det ville gå, men det er dog ikke noget der ændrer på, at vi forventer færre konkurser i 2018 end i 2017, siger Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri.
Overblik: Se byggeriets konkursramte virksomheder her
Han glæder sig over, at en større del af de konkursramte virksomheder er forholdsvis små målt på både omsætning og antal ansatte.
- Det man samtidig kan trøste sig ved er, at de virksomheder, som er gået konkurs i 2018 er mindre end sidste år. Det har været virksomheder med 25 procent færre ansatte og en omsætning, der er hele 33 procent lavere. Det vil sige, at selvom antallet stiger, så går det i den rigtige retning, og dagens tal er derfor rent faktisk positive tal, mener Andreas Fernstrøm.
For få uger siden beregnede Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg, en række nøgletal for den gennemsnitlige konkursvirksomhed anno 2017 med hjælp fra tal fra Danmarks Statistik.
For bygge- og anlægsbranchen gælder, at den gennemsnitlige konkursvirksomhed sidste år havde 3,3 beskæftigede og en årlig omsætning på 4,6 mio. kroner. Det er større end gennemsnittet for erhvervslivet generelt, hvor sidste års konkursramte virksomheder i snit var 6,5 år gamle, havde 1,8 ansatte og en årlig omsætning på 2,2 mio. kroner.