Topchef er fortid "med øjeblikkelig virkning"
Andrew Long trådte til som topchef hos møbelproducenten Tvilum i november 2014.
Nu er han med omgående virkning skiftet ud, skriver Midtjyllands Avis, som har modtaget en pressemeddelelse, hvori det fremgår.
Ny mand i sædet er ifølge avisen Torben Porsholdt, der kommer fra et job som topchef i den nordeuropæiske del dør- og vinduesproducenten Jeld-Wen med dansk hovedsæde i Løgstør.
I pressemeddelelsen, som Midtjyllands Avis refererer til, giver den øverste Tvilum-ledelse ikke en årsag til, at Andrew Long er stoppet.
I november 2014 mente den amerikanske ejer Revolution Capital Group, at Andrew Long, som trods det engelskklingende navn er aldeles godt dansktalende, var en bedre mand på posten end forgængeren Peter Arndrup Poulsen, som i dag er topchef hos B8 i Bjerringbro.
Torben Porsholdt har mere end 20 års erfaring som topleder. Hans operationelle og økonomiske evner skal sikre, at Tvilums fulde potentiale bliver udnyttet, skriver Tvilum i den meddelelse, som avisen refererer til.
Andrew Long trådte til på et tidspunkt, hvor både driftsresultatet og bundlinjeresultatet var blodrødt.
I foråret 2017 kunne han så præsentere sit første positive driftsresultat, men omsætningen var faldet og bundlinjen viste stadig minus på 11 millioner kroner
Alligevel en forbedring på 34 millioner - sammenlignet med året før.
Andrew Long har lukket produktionsafdelinger i Midtjylland og åbnet ny produktion i Polen og har især fremhævet optimeringer i driften som en hovedbedrift.
Wood Supply forsøger fortløbende at indhente en kommentar til skiftet hos Tvilum.