23948sdkhjf

Vil du dele skurvogn og maskiner med kollegaen?

Der er et kæmpe potentiale for deleøkonomi i byggebranchen, konkluderer Håndværksrådet i ny undersøgelse.

- Deleøkonomi er kommet for at blive. Ressourcerne er knappe, derfor vil priserne på ting stige, og derfor bliver deleøkonomi mere relevant.

Det siger cheføkonom Lars Magnus Christensen fra Håndværksrådet, som netop har offentliggjort resultatet af en undersøgelse af potentialet for deleøkonomi i byggebranchen.

Håndværksrådet har analyseret over 400 virksomhedschefer i byggesektorens holdninger til deleøkonomi. 26 procent af de adspurgte kan godt forestille sig at dele ressourcer og udgifter med andre, men blot 6 procent har prøvet det.

Ifølge Lars Magnus Christensen er der en række klare fordele for virksomheder i bygge- og anlægsbranchen ved at dele både maskiner, materiel og specialværktøj med andre. Et byggefirma kan for eksempel have en skurvogn, som de kun bruger halvdelen af tiden.

Ved at dele den med et andet firma kan de reducere deres omkostninger og dermed få et forspring i forhold til konkurrenterne.

- Det kan være marginalerne, der afgør om man vinder en opgave eller ej. Kan man skære i omkostningerne, bliver man skarpere på prisen, og så er chancerne bedre, siger cheføkonomen.

Han opfordrer samtidig politikerne på Christiansborg til at gøre noget for at identificere de forhindringer, der er på området:

- Ambitioner om at styrke deleøkonomi er skrevet ind i regeringsgrundlaget, så det burde politikerne jo følge op på. Der er ikke kun en erhvervsmæssig gevinst i det her, det giver også mening fra et bæredygtighedsperspektiv, siger Lars Magnus Christensen.

Se resultater fra undersøgelsen på Håndværksrådets hjemmeside

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078