23948sdkhjf

Nyt byggefirma pryder sig med krakket forgængers fjer

Entreprenørselskabet Pihl & Søn krakkede spektakulært i 2013. Dets projekter skal nu markedsføre nyt forsøg.
Entreprenørselskabet Pihl & Søn gik under med et brag i 2013 og har efterladt et tab på op mod 2,5 milliarder kroner.

Selskabet, der boomede op til krisen, knækkede blandt andet på den svært problemramte inderhavnsbro i København.

Onsdag kom det frem, at en række investorer starter et nyt Pihl & Søn. Juridisk helt adskilt fra det krater af et konkursbo, det tidligere er endt som.

Men det nye Pihl & Søn bruger ifølge fagbladet Licitationen det krakkede Pihl & Søns projekter som referencer og billeder på sin hjemmeside.

Det drejer sig om byggerier som Skuespilhuset, Operahuset og Den Blå Planet.

- Vi har købt indholdet, altså alle de immaterielle rettigheder som navn, logo, billeder og historik.

- Det er en helt ny virksomhed med et helt nyt CVR-nummer. Nu skriver vi nye kapitler med Pihl & Søn, siger Lars-Christian Brask, bestyrelsesformand i Pihl & Søn, til Licitationen.

Det nye firma har fravalgt skandaleprojektet inderhavnsbroen, der ikke bare gik langt over budget, men også blev år forsinket, som blikfang.

- Andre entreprenører fremhæver heller ikke alle deres projekter, men kun dem, som de er mest stolte af. Sådan er det også hos os, og lige netop broen var ikke færdig, da konkursen indtraf, siger Lars-Christian Brask til Licitationen.

Hos Nikolaj Stagis, der rådgiver virksomheder om identitet, strategi og forretningsudvikling, har man god forståelse for, at Lars-Christian Brask fremhæver Pihl &; Søns positive referencer.

Men samtidig mener han, at det gamle skelet i skabet følger med i handlen.

- Hvis der er negative historier forbundet med navnet Pihl &; Søn, så køber man også de negative historier.

- Men så er det op til virksomheden at få de positive sider frem, og det er så det, Lars-Christian Brask forsøger at gøre her, siger Nikolaj Stagis, direktør i Stagis.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109