Regeringen lukker fond der skal forebygge nedslidning
Der kan ikke længere søges midler fra Forebyggelsesfonden, der skulle skabe bedre arbejdsmiljø og mindre nedslidning. Enhedslisten undrer sig over beslutningen
Pengene i fonden, hvis overordnede mål er at forebygge nedslidning og at fastholde folk på arbejdsmarkedet, har længe samlet støv, og i slutningen af sidste år afviste daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) en ansøgning fra Arbejdsmiljørådet om 11,7 mio. kroner til forbedring af arbejdsmiljøet i små virksomheder med den begrundelse, at der ikke var penge.
Gav et løft
Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse har igennem en årrække lavet forebyggelsespakker målrettet særlige nedslidningstruede brancher - blandt andet bygge- og anlægsbranchen.
Og det har givet branchen et løft, mener arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen.
- Med penge fra forebyggelsesfonden er der lavet projekter i både store, mellemstore og små virksomheder. Det har givet mindre nedslidning og færre ulykker. Derudover er der udviklet nye tekniske hjælpemidler og nye arbejdsmetoder med midler fra fonden. Når vi ved, det virker, så er det ærgerligt, at man ikke fortsætter den. For det er meget mere interessant at lave forebyggende arbejde, end at gå ud med bødelappen, siger hun.
Rød undren
Fonden blev oprettet i 2007, hvor der blev afsat tre mia. kroner til at forebygge nedslidning som følge af tilbagetrækningsreformen, som betød, at lønmodtagerne skulle senere på pension. Arbejdsmiljøordfører for Enhedslisten, Christian Juhl, undrer sig over, at man nu har lukket for ansøgninger til fonden.
- Der var sidste år mange penge i puljen, men ministeren ville ikke være med til at bruge pengene. Derfor ser det ud til, at den nye minister tilsyneladende har droppet fonden. Jeg er ikke orienteret om, hvorfor man har lukket den. Jeg troede pengene bare lå der, og at vi på et tidspunkt ville se dem brugt på en række projekter. Hvis man bare har brugt pengene på noget andet, er jeg stærkt utilfreds, siger ordføreren, der nu vil rejse sagen overfor beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Ifølge en mail fra Beskæftigelsesministeriet til Licitationen - Byggeriets Dagblad er "der ikke konkrete planer om at udmønte yderligere midler fra Fonden".