23948sdkhjf

Her er der nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Ferslev, Rø, Hasle, Christiansfeld Kolding, Hinnerup, Frederikshavn og Aalborg
REGION HOVEDSTADEN

FERSLEV

Ombygning på Ferslev Præstegård

Frederikssund Kommune har fra arkitektfirmaet Kullegaard modtaget en ansøgning om tilladelse til at ændre placeringen af vinduer og en dør på østlængen af Ferslev Præstegård, der er registreret som en graverbolig. Formålet med ombygningen er at tilpasse vinduesrytmen til bygningens arkitektur og samtidig indrette møde- og graverfaciliteter i bygningen.

Bygningen er udpeget som bevaringsværdig i lokalplan 33 for Ferslev, og derfor er det nødvendigt med en godkendelse fra byrådet.

Teknisk Udvalg anbefaler, at der meddeles tilladelse til det ansøgte.



Udbygning af Bornholms Kunstmuseum

Bornholms Museumsforening har bedt Bornholms Regionskommune om at igangsætte en kommune- og lokalplanproces, der skal muliggøre en udvidelse af det eksisterende kunstmuseum på Otto Bruuns Plads 1 i Rø.

Bornholms Museumsforening ønsker at opføre en tilbygning på 3.532 kvm, og tilbygningen, som er tegnet af den amerikanske arkitekt James Carpenter, forudsætter nedrivning af det eksisterende museumstårn.

Tilbygningen skal rumme lokaler til udvikling af nye kulturhistoriske udstillinger, en ny afdeling for lyskunst på kunstmuseet samt et nyt 600 kvm stort fællesareal, der kommer til at virke som forsamlingshus og debatrum.

Bornholms Kommunalbestyrelsen besluttede i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2014-2017 at afsætte rådighedsbeløb på i alt 16,6 mio. kroner til projektet. Udover de 16,6 mio. kroner fra Bornholms Regionskommune har Bornholms Museumsforening fået tilsagn om bevillinger fra diverse fonde, så man nu har cirka 112 mio. kroner ud af et samlet budget på cirka 120 mio. kroner.

HASLE

Husbåde

Teknik- og Miljøudvalget i Bornholms Regionskommune har vedtaget Lokalplan nr. 086 for husbåde i Hasle Havn endeligt. Lokalplanen skal muliggøre etablering af op til ti husbåde til helårsboligformål i Hasle Havn.

Lokalplanen omfatter både de vandarealer, hvor husbådene skal placeres, og de landarealer, der er nødvendige for at sikre adgang, parkering, affaldshåndtering osv.

REGION SYDDANMARK

CHRISTIANSFELD

Nyindretning af dagligvarebutikker

Plan- og Boligudvalget i Kolding Kommune har vedtaget lokalplan 1312-21 Haderslevvej 6, Christiansfeld endeligt.

Lokalplanen gør det blandt andet muligt for Honningkagebageriet A/S at etablere chokoladeproduktion i tidligere dagligvarebutikslokaler.

Lokalplan tillader, at der etableres erhvervsvirksomhed i den tidligere dagligvarebygning, eller at det eksisterende byggeri nedrives for at give plads til nye boligbyggeri på ejendommen. Todelingen er foretaget for at fremtidssikre plangrundlaget.

KOLDING

Byudviklingsprojekt Marina City

Kolding Kommune ønsker at gennemføre et større byudviklingsprojekt, der har fået navnet Marina City. Projektet omfatter både anlæg på søterritoriet og på land.

By- og udviklingsdirektøren foreslår, at kommunen går i gang med at udarbejde VVM-redegørelse, kommuneplantillæg og lokalplan, og at der til en start gennemføres en fordebat på fire uger. Plan- og Boligudvalget indstiller forslagene til godkendelse i Kolding Byråd.

Marina City-projektet består i en flytning af kapaciteten ved Lystbådehavn Nord til en samlet placering ved nuværende Marina Syd samt udvikling af et nyt byområde med boliger, erhverv, butikker, service- og fritidsfunktioner mm.

Projektarealet dækker cirka 44 hektar, hvoraf de 34 hektar er uudnyttet fjordområde i dag.

Første etape kommer ifølge planerne til at omfatte henholdsvis en udvidelse af lystbådehavn med 500 pladser, ny mole med promenade og cirka 20.000 etagemeter boliger i op til 30 meters højde og cirka 5.000 etagemeter erhverv/service i op til 12 meters højde på eksisterende land.

Anden etape omfatter opfyld til havnerelaterede funktioner, 20.000 etagemeter boliger og cirka 5.000 etagemeter erhverv/øvrige.

Tredje etape omfatter opfyld af øer til boliger og offentligt byggeri, for eksempel fjordbad. Måske 20.000/10.000 etagemeter og op til 40 meters højde.

REGION MIDTJYLLAND

HINNERUP

Projektering af genopbygning af hal

I starten af november 2016 styrtede dele af taget på hal 1 i Rønbæk Idrætscenter sammen med betydelige materielle skader til følge.

Teknik og Kultur i Favrskov Kommune har efterfølgende i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Alectia søgt afklaret, hvad der var årsagen til, at dele af hallens tag brød sammen, og resultatet af analyserne foreligger nu i rapportform. På baggrund af analyserne anbefales det, at hallen genopbygges.

På nuværende tidspunkt forventes den genopbyggede hal at kunne stå færdig ultimo 2017.

Sagen var på dagsordenen, da Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune holdt møde forleden, at her blev det besluttet at anbefale, at byrådet anlægsbevilger to mio. kroner til dækning af allerede afholdte udgifter til bygningssikring, ekstern rådgivning med mere. Endvidere skal anlægsbevillingen dække anlægsudgifter til projektering og udbud.

Teknik og Kultur vil i samarbejde med ekstern rådgiver beregne det samlede behov for anlægsbevilling til det kommende byggearbejde, og Teknik og Kultur forventer at kunne søge byrådet om anlægsbevilling til udførelse af genopbygningen af hallen i marts.

REGION NORDJYLLAND

FREDERIKSHAVN

LBNG-anlæg

Frederikshavn Kommune har modtaget en ansøgning om etablering af et LBNG anlæg på Frederikshavn Havn. Anlægget omdanner naturgas og biogas til flydende gas, som anvendes som brændstof i skibe og i køretøjer. Etableringen kræver udarbejdelse af VVM-vurdering.

Frederikshavn Kommune gennemfører en fordebat med indkaldelse af idéer og forslag frem til 29. januar.

AALBORG

Byfortætning

Aalborg Byråd har godkendt Kommuneplantillæg 4.046 og Lokalplan 4-2-113 Boliger, erhverv m.m., Eternitten, Grønlandskvarteret endeligt.

Formålet med kommuneplantillæg og lokalplan er at give mulighed for flere små butikker og øget fortætning i den nordlige del af Eternitten samt at fastlægge rammerne for, hvordan dette kan ske i samspil med øget bykvalitet og bæredygtig mobilitet.

Lokalplanen skaber rammerne for, at der kan udvikles en ny funktionelt blandet bydel på den nordlige del af den tidligere Eternitgrund, som skal udvikles med afsæt i visionen om Village 21 - en nutidig globalt orienteret udgave af en "landsby i byen", som kan rumme det moderne liv med dets glidende overgange mellem arbejde og fritid samt efterspørgsel efter både funktionalitet og oplevelser.

Visionen er nærmere beskrevet i kvalitetsprogrammet "Village 21 - Fra Eternitfabrik til Vidensfabrik".

Licitationen-Byggeriets Dagblad bringer hver dag en liste over aktuelle byggeprojekter. Læs mere om abonnementsmuligheder her
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11