23948sdkhjf

Tyske klager forsinker Femern-byggeri igen

Femern-tunnelen kommer til at tage otte år at bygge, men nu er byggeriet udsat på ny.
Danskerne skal væbne sig med tålmodighed i forbindelse med byggeriet af en fast forbindelse mellem Lolland og Nordtyskland.

Det er resultatet af et møde mellem den danske og den slesvig-holstenske trafikminister mandag. Det skriver Flensborg Avis.

Den endelige tidsplan for milliardprojektet udskydes med et halvt år, så den først kommer i midten af 2018.

Det blev slået fast, da den nye danske trafikminister Ole Birk Olesen (LA) mødtes med sin slesvig-holstenske kollega Reinhard Meyer (SPD) i Kiel mandag.

Ifølge Reinhard Meyer er det de mange indvendinger og klager, der er kommet fra tysk side, der er årsagen til forsinkelsen.

Der er kommet ikke mindre end 12.600 fra tysk side alene. Og de skal alle behandles, før der kan fremlægges en tidsplan for byggeriet.

Reinhard Meyer understreger dog, at regeringen i Kiel stadig er fast besluttet på at gennemføre projektet, selv om byggeriet tidligst kan starte i 2020.

Ole Birk Olesen udtrykker forståelse for den tyske grundighed. Men tilføjer, at man naturligvis gerne vil bygge forbindelsen så hurtigt som muligt.

Nye job

Det enorme projekt, der skal forbinde Rødbyhavn med den tyske ø Femern, bliver blandt andet set som en kærkommen saltvandsindsprøjtning til det trængte Lolland i form af nye job.

Femern-tunnelen kommer til at tage mindst otte år at bygge.

På tysk side er myndighederne dog stadig i fuld med gang med at tygge sig igennem de mange indsigelser fra borgere og organisationer, der er bekymrede for konsekvenserne af det store tunnelanlæg.

Det samlede budget for Femern-forbindelsen er knap 53 mia. kroner.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11