Jakon uddanner til bedre bundlinje
Entreprenørvirksomheden Jakon er gået ind i sidste fase af et massivt uddannelsesprogram, der har kørt siden 2012 og har inkluderet samtlige medarbejdere i produktionen
- Det er vanskeligt at måle effekten af uddannelse, men vi mener, at den flotte top- og bundlinje fra de seneste regnskaber hænger sammen med vores grundige uddannelsesforløb, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad. I 2014/15 leverede Jakon sit hidtil bedste regnskab med et overskud på 53 mio. kroner, mens 2015/16 endte med et overskud på 47 mio. kroner - det næstbedste i virksomhedens historie. "Byg Handlekraft" begyndte i 2012 og har nu bevæget sig ind i den afsluttende fase, der afrundes i løbet af foråret næste år. Omkring 240 af virksomhedens 270 ansatte er en del af processen.
Fra ledelse til produktion
Retningen for projektet blev sat i 2012, da Jakons ledelse på baggrund af erfaringer fra tidligere uddannelsesprojekter designede et forløb for alle virksomhedens ansatte, der skulle forbedre produktiviteten.
- Markedet i branchen er præget af hård konkurrence, og det regner vi ikke med kommer til at ændre sig, og det kan vi heller ikke gøre noget ved. Til gengæld kan vi forbedre konkurrenceevnen ved at få alle i virksomheden til at arbejde bedre sammen og reducere spildtiden, siger Jørgen Abildgaard Nielsen om baggrunden for at tage initiativ til "Byg Handlekraft". Designet blev aftalt på et strategimøde med topledelsen i Jakon. Herefter blev planen forelagt bestyrelsen i virksomheden, som godkendte planen, inden projektet blev rullet ud i form af en række AMU-kurser, der inkluderer alle ansatte med tilknytning til egenproduktionen. Denne del gik i gang sidste år.
Tømrer roser projekt
På Roskilde Tekniske Skole er 66-årige Niels Bo Christensen, der har været ansat som tømrer hos Jakon i tre år, i gang med undervisning i modulet "Trimmet Byggeri" sammen med godt 20 andre ansatte. Modulet er en del af projektets sidste fase, der tager udgangspunkt i Lean-processer, og fokuserer på, hvordan alt fra bestilling af byggematerialer, opladning af maskiner og fordeling af værktøj kan foregå mere smidigt. Ifølge en analyse af nybyggeri, der anvendes i undervisningen, benyttes kun en tredjedel af tiden på effektivt byggeri. Niels Bo Christensen mener, at han har fået en del ud af kurset indtil videre, der også har budt på undervisning i kommunikation, samarbejde og logistik på byggepladsen.
- Jeg har blandt andet fået indsigt i, hvordan forskellige arbejdsopgaver kan gøres hurtigere og bedre, og hvordan jeg kan arbejde mere hensynsfuldt, så kroppen bliver belastet mindre, siger den 66-årige tømrer. Han lægger også vægt på, at undervisningen foregår i grupper.
- Det giver meget, at jeg kan høre om, hvordan andre ville gribe en konkret opgave an, siger Niels Bo Christensen. Undervisningen foregår på mindre hold med cirka 20 ansatte. Holdene er helt bevidst en blanding af ledere, mellemledere og produktionsmedarbejdere fra forskellige afdelinger. Det skal mindske belastningen på Jakons produktion, men har også en gavnlig sideeffekt.
- Vi er en stor virksomhed, så projektet giver også medarbejderne mulighed for at møde kollegaer, de ikke har set før. Det er et socialt element, som skaber fællesskab, siger Jørgen Abildgaard Nielsen.
Samarbejde med skoler
I tillæg til en bedre bundlinje og bedre kendskab til kollegaerne har uddannelsesforløbet også resulteret i en høj medarbejdertilfredshed, ifølge Jørgen Abildgaard Nielsen. Konsulentfirmaet Bülow Management har siden 2013 gennemført en årlig tilfredshedsundersøgelse for den sjællandske entreprenør.
- Vi har fået meget fine bedømmelser fra vores medarbejdere, der vurderer uddannelsesforløbet højt og generelt er godt tilfredse med Jakon som arbejdsplads, siger uddannelseschefen. Jakon begyndte først at måle medarbejdertilfredsheden i 2013, så det er ikke muligt at sammenligne det nuværende niveau med perioden før uddannelsesprojektet.
Virksomheden ønskede at udgive en drejebog for uddannelsesforløbet, som kunne bredes ud til branchen, men fik afslag på ansøgningen om støtte fra Bygge- og Anlægsfonden.
- Vi vil dog stadigvæk gerne være med til at brede det ud, hvis der er interesse for det i branchen, siger Jørgen Abildgaard Nielsen. Roskilde Tekniske Skole og Erhvervsskolen Nordsjælland står for gennemførelsen af AMU-kurserne i projektet.
Byg Handlekraft
Hele udviklingsprocessen har kostet godt syv mio. kroner, hvoraf cirka 300.000 kroner er støtte fra Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond. ”Byg Handlekraft” startede op i 2012. Jakon forventer, at projektet vil være helt afsluttet i foråret 2017.
Hele udviklingsprocessen har kostet godt syv mio. kroner, hvoraf cirka 300.000 kroner er støtte fra Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond. ”Byg Handlekraft” startede op i 2012. Jakon forventer, at projektet vil være helt afsluttet i foråret 2017.