KRONIK: MgO-plader - det juridiske efterspil
Placeringen af ansvaret for problemer forårsaget af MgO-plader kræver vurdering af en række konkrete omstændigheder, skriver Jes A. Rosenvinge, advokat og partner i advokatfirmaet Lett
2
Billeder
Magnesiumoxid-plader – såkaldt MgO – har snart været kendt i 10 år i den danske byggebranche. (Illustration: Lett)
Hvis AB 92 er vedtaget, følger kravene til en entreprenørs arbejdsydelse af AB 92 §§ 10 og 30. Arbejdet skal være i overensstemmelse med det aftalte, eller hvor intet er aftalt af sædvanlig god kvalitet.
Hvis der er tale om valg af et materiale, der på udførelsestidspunktet var i overensstemmelse med god byggeskik, men som senere viser sig at medføre et svigt, vil det afgørende ikke være, hvem der har valgt materialerne, men om forholdet kan kvalificeres som en udviklingsskade.
Ved udviklingsskader/udviklingssvigt forstås svigt i den aftalte ydelse - oftest konstruktioner og bygningsdele - som opstår uanset, om arbejdet er udført fagmæssigt korrekt og i overensstemmelse med god byggeskik på udførelsestidspunktet.
Hvis der er tale om en udviklingsskade, vil entreprenøren være ansvarsfri, og bygherren må selv bære den såkaldte udviklingsrisiko.
Det er derfor afgørende for det juridiske opgør, om man kan kvalificere MgO-plader som udviklingsskader.
MgO-plader er blevet anvendt som vindspærreplader ved bygningers klimaskærm. Vindspærrens funktion er blandt andet at optage vindbelastningen, mens regnskærmen sikrer, at nedbør bliver afledt.
Byggeskadefonden iværksatte i foråret 2015 en undersøgelse, der konkluderede, at MgO-plader er uegnede som vindspærre under danske klimaforhold.
Udviklingssvigt eller ej?
Der er delte meninger om, hvorvidt pladerne kan kvalificeres som udviklingsskader. Byggeskadefonden er (næppe overraskende) af den opfattelse, at der er tale om mangler, som entreprenørerne hæfter for. Synspunktet er, at entreprenørerne ikke har undersøgt pladerne tilstrækkeligt og har handlet ansvarspådragende ved at anvende et materiale, der ikke har været testet under danske klimaforhold.
Det er dog langt fra givet, at der i alle tilfælde er tale om mangler, som entreprenøren hæfter for.
I et Byg-Erfa-blad fra december 2013 er MgO-pladerne således nævnt som et anvendeligt materiale til brug som vindspærre. Erfaringsbladet er nu annulleret.
Også i interesseorganisationen Træinformations håndbog om facadeelementer fra 2013 er kompositplader fremstillet af blandt andet magnesium angivet som et velegnet materiale til vindspærrer.
Derudover har flere af de MgO-plader, der har været tilgængelige på det danske marked, været CE-mærket.
Skæringstidspunkt er afgørende
I marts 2015 advarede en række større brancheorganisationer og Byggeskadefonden mod brugen af MgO-plader som vindspærre. Efter dette tidspunkt kan det næppe forsvares at have anvendt pladerne, og konsekvensen vil formentlig være, at entreprenøren hæfter for udbedringen. Anvendelsen af MgO plader før marts 2015 vil evt. være en udviklingsskade, og dermed vil entreprenøren være ansvarsfri.
Der er pt. ingen offentliggjort rets- eller voldgiftspraksis vedrørende brugen af MgO plader.
De entreprenører, der har anvendt fugtsugende MgO plader, har en række muligheder.
Det kan gøres gældende, at der er tale om udviklingssvigt, som entreprenøren ikke hæfter for.
Entreprenøren bør desuden om muligt videreføre reklamationer fra bygherren til sin leverandør eller underentreprenør.
Entreprenøren kan have tegnet sædvanlig ansvarsforsikring, jf. AB 92 § 8, stk. 3, eller en all-risk forsikring, men disse forsikringer dækker oftest ikke mangelfuldt arbejde. Under alle omstændigheder bør man undersøge forsikringsdækning.
Kræver konkret vurdering
Ansvarsplaceringen er som altid ved entreprisesager en konkret vurdering, hvor der skal tages højde for blandt andet aftalekonstruktionen, parternes status og deres viden på udførelsestidspunktet.
De første voldgiftssager om MgO-plader forventes afgjort i efteråret eller primo 2017. Disse sager vil kunne kaste lys over det komplicerede juridiske efterspil og formentligt afklare, hvem der bærer risikoen for de fugtsugende plader.
Det er ikke givet, at der er tale om mangler, som entreprenøren hæfter for. Efter omstændighederne kan der som nævnt være tale om udviklingsskader, som bygherren selv må bære risikoen for.
