23948sdkhjf

TL Byg træder på speederen

Et af Aalborgs største entreprenørfirmaer vil være endnu større
TL Byg A/S med hovedsæde i Aalborg er vokset med 5-10 procent de seneste år, og knap 20 funktionærer er kommet til bare inden for det seneste år.

Men TL Byg vil være større endnu. Planen er at fordoble firmaets trecifrede millionomsætning inden udgangen af 2019.

- Vores strategi har i mange år tilsagt en stabil og kontrolleret vækst. Det har gjort, at vi de seneste år har måttet sige nej til at give tilbud på opgaver, da vi ikke har ønsket at vokse for hurtigt. Men nu har vi et setup og en størrelse, som gør, at vi kan og vil vækste hurtigere, og det har vi nu søsat en plan for, siger direktør David Krogh Madsen, der er ansvarlig for økonomi og administration.

Rekordhøjt aktivitetsniveau
Væksten skal ikke mindst hentes gennem en satsning på TL Bygs specialer inden for områder som akustik, speciel arkitektur og bevaringsværdige bygninger.

- Vi har haft fornøjelsen af at være entreprenører på byggerier som Musikkens Hus, Kunsten (begge i Aalborg, red.) og en lang række biografbyggerier i Danmark, og det har gjort, at vi i dag har nogle specialistkompetencer, som kun få kan måle sig med. Men tilvalg er også fravalg, så der er andre områder, som vi helst holder os fra. Det gælder eksempelvis typehusbyggeri, hvor konkurrencen er hård, og pris og kvalitet ofte er under pres, forklarer direktør Jens Nielsen, der er ansvarlig for salg, markedsføring og entreprise.

TL Byg opnåede sin højeste omsætning nogensinde i regnskabsåret 2015/16, og lige nu er aktivitetsniveauet rekordhøjt. Aptering af 40.000 kvadratmeter på DNU i Skejby er netop afsluttet, og byggeriet af en ny biograf i Køge for Nordisk Film og byggeriet af Bostedet Molhøj i Hadsund for Region Nordjylland er blandt nogle af de større projekter, som firmaet i øjeblikket arbejder på.

Forventer at udvide med 40 medarbejdere
David Krogh Madsen og Jens Nielsen udgør sammen med Morten Buus den nye direktion bestående af tre ligestillede direktører, der blev indsat for halvandet år siden.

De tre direktører er i dag ansvarlige for 50 funktionærer og 130 timelønnede, og forventningen er, at yderligere 40 medarbejdere skal ansættes inden for de kommende år:

- Vi har i længere tid arbejdet på at udbygge vores interne kompetencer, så vi bedre kan håndtere den vækstperiode, vi allerede står i, og som vil tiltage i de kommende år. Med den nye organisation er det målsætningen at være den foretrukne entreprenør inden for ekstraordinære byggerier i Jylland, fortæller direktør Morten Buus, der blandt andet er ansvarlig for personale og kompetenceudvikling.

Tre indsatsområder
Udover de nye kompetencer satser TL Byg særligt på tre indsatsområder, som skal understøtte vækstplanerne. Det er øget synlighed, kompetenceudvikling af eksisterende og nye medarbejdere samt yderligere digitalisering af arbejdsprocesser.

Eksempelvis skal byggeprocessens faser via nye digitale værktøjer gøres langt mere transparent for kunderne:

- Det vil kunderne i stigende grad efterspørge, lyder det fra Jens Nielsen.

Alle tre indsatsområder har markante milepæle i strategiperioden frem mod 2019. Det er bestyrelsesformand Mikael Vest, der er en af ophavsmændene til den nye strategi. Han er manden bag Vinderstrategi A/S og forfatter til strategibogen ”Strategi i vindervirksomheder”.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.213