23948sdkhjf

Aarsleff tjener på danske aktiviteter

Landets største bygge- og anlægsvirksomhed øger omsætningen i Danmark, mens flere af de udenlandske aktiviteter har det svært
Der er fremgang i de danske aktiviteter, mens udlandet trækker en anelse ned hos landets største bygge- og anlægskoncern Per Aarsleff Holding A/S.

Koncernens regnskab for de første ni måneder af regnskabsåret 2015/2016, der slutter den 30. september, viser en fremgang i i omsætningen på 80 mio. kroner eller én procent til 7,6 mia. kroner, hvor den danske omsætning steg med otte procent, mens omsætningen i udlandet er faldet med 14 procent.

Det klart største forretningsområde Anlæg & Byggeri øger omsætningen fra 5,2 til 5,3 mia. kroner, og Aarsleff noterer, at resultatet i Per Aarsleff A/S, hvor bygge- og anlægsaktiviteterne er samlet, er bedre end forventet, mens datterselskaberne Wicotec Kirkebjerg A/S, Aarsleff Rail A/S og islandske Istak ikke præsterer som forventet.

”Der er høj aktivitet på tilbudssiden med relativt høje tilbudsomkostninger til følge. Der er gode muligheder i markedet, men konkurrencen er hård”, skriver Aarsleff i regnskabet for tredje kvartal.

Vinder flere opgaver

Per Aarsleff Holding A/S med adm. direktør Ebbe Malthe Iversen i spidsen noterer i regnskabet, at særligt Aarsleffs byggeaktiviteter er i en positiv udvikling, hvor ikke mindst opgaverne i Københavnsområdet har udviklet sig stabilt over de sidste år og udgør en betydelig aktivitet.

Samtidig er de første kontrakter vest for Storebælt også indgået blandt andet 28.000 kvm kombineret bolig og erhverv på Thomas B. Thriges Gade i Odense.

Til gengæld har Aarsleffs udenlandske aktiviteter inden for Rørteknik og Fundering det svært. I Danmark går det bedre end forventet for de to segmenter, men Aarsleff kæmper med vanskelige markedsvilkår i udlandet.

Inden for Rørteknik er selskaberne i Sverige, Finland og Litauen i en stabil udvikling, mens de polske, russiske og ukrainske forretninger er stærkt påvirket af vanskelige markedsvilkår.

”Selskaberne i Polen og Rusland er tabsgivende, og i Ukraine er aktiviteterne indstillet. Vi ser dog nu de første EU-finansierede udbud i de baltiske lande og i Polen. Selskabet i Tyskland er i en positiv udvikling, og resultatet er som forventet”, skriver Aarsleff.

Polen trækker ned

Inden for Fundering er det ligeledes aktiviteterne i Polen, som trækker ned, mens England og Sverige er som forventet, og den tyske forretning er over niveau.

Aarsleff forventer dog, at alle fire markeder øger aktiviteten i den sidste del af regnskabsåret.

Samlet lander Aarsleff-koncernen et resultat før skat i årets første ni måneder på 297,7 mio. kroner mod 335,2 mio. kroner i samme periode sidste år.

Aarsleff fastholder samtidig forventningerne for hele det forskudte regnskabsår 2015/2016 til overskud på 400 mio. kroner før skat.

Per Aarsleff Holding A/S (3. kvartal)
Millioner kroner
2014/2015 2015/2016
Omsætning 7.516,3 7.596,0
Bruttoresultat 894,0 920,6
Driftsresultat 354,2 311,9
Resultat før skat 335,2 297,7
Resultat efter skat 257,2 225,3
Egenkapital 2.166 2.410

Regnskabet for tredje kvartal er afsluttet den 30/6 2016
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078