23948sdkhjf

SF kræver handlingsplan for radon

Miljøordfører i SF, Lisbeth Bech Poulsen vil have målt radonniveauet i offentlige bygninger
Radon i bygninger er så stort et sundhedsproblem, at regeringen bør udarbejde en national handlingsplan.

Det mener SF, der derfor har stillet et beslutningsforslag, der skal behandles i det kommende folketingsår. Står det til venstrefløjspartiet, skal handlingsplanen indeholde tre elementer.

For det første skal radonniveauet i offentlige bygninger måles - først i skoler og daginstitutioner og prioriteret efter den seneste kortlægning ”Kommunekortet – Radon i danske boliger”.

Siden skal der udarbejdes en plan for, hvordan indholdet af radon i indeklimaet i offentlige bygninger kan nedbringes til under bygningsreglementets grænseværdi. Partiet ønsker desuden, at der udarbejdes og foretages informationskampagner om radon rettet mod husejere, lejere og ejere af erhvervs- og udlejningsejendomme.

Derudover skal der indføres en generel forpligtelse til at gennemføre radonmåling af indeklimaet, således at radonniveauet i alle bygninger er registreret senest i 2020.

Slutteligt lægger beslutningsforslaget op til, at der fremover skal foretages afsluttende radonmåling ved nybyggeri og ombygninger for at sikre, at byggereglementets bestemmelser overholdes. Ved salg skal radonindhold i indeklimaet oplyses, såfremt der er gennemført en måling.

Vejledning ved hussalg

Miljøordfører i SF, Lisbeth Bech Poulsen, mener, at der længe har været politisk berøringsangst omkring radon.

”Det virker som om, man på Christiansborg har haft berøringsangst for at åbne Pandoras æske, fordi det bliver meget dyrt at komme radon til livs. Derfor foreslår vi i første omgang, at man kortlægger omfanget og laver en handlingsplan for, hvordan man vil tage hånd om problemet”, siger hun.

I både USA og England foretages målinger i forbindelse med hussalg, og der er i den forbindelse udarbejdet vejledninger til, hvordan korttidsmålinger kan benyttes til dette formål. Skal samme praksis overføres til Danmark vil det være nødvendigt at oprette en certificeringsordning både for firmaer, der måler radon, og for entreprenører, der udbedrer radonproblemer, står der i forslaget.

Miljøkonsulent i Dansk Byggeri Simon Stig-Gylling, mener ikke en handlingsplan for radon er det, der er mest brug for.

”Lige nu er der behov for, at staten får dokumentation for, hvilke tekniske løsninger, der virker - og får det formidlet. I forhold til nybyggeri er der allerede i dag i Bygningsreglementet taget højde for radon. Og i forhold til eksisterende byggeri ville man i den ideelle verden forsegle alle bygninger med en membran, men i den realistiske verden bliver det alt, alt for dyrt”, siger han.

I 1998 blev radonsikring første gang introduceret i byggeriet, og for bygninger opført før 1998 er det således bygningsejeren, der har ansvar for radonsikring.

Forslaget fra SF vil gennemføre en række af Verdenssundsorganisationen, WHO’s, anbefalinger fra september 2009.
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088