Aalborg Portland investerer i sprøjtebeton
Ikke mindst det norske marked er i fokus for ny satsning.
Sprøjtebeton er hurtigttørrende beton, der kan påføres et givent emne i enhver vinkel og endda direkte opad, med en højtryksdyse. Sprøjtebeton er derfor meget velegnet til tunnelbyggerier, men anvendes også til eksempelvis foring af udgravninger og til reparation af beskadigede bygninger:
- Sprøjtebeton har en lang række unikke anvendelsesmuligheder, og vi ser et stort potentiale i at være med i front inden for dette område, siger udviklingsdirektør Jesper Sand Damtoft fra Aalborg Portland.
Norge udgør et meget stort marked for sprøjtebeton i disse år. Nordmændene har afsat mere end 500 milliarder kroner til infrastrukturprojekter, og en del af disse investeringer vil indebære etablering af et stort antal nye tunneler samt udvidelse og reparation af eksisterende. Her vil sprøjtebeton komme i anvendelse – typisk til indvendig foring af den nysprængte tunnelvæg, som hurtigt skal forsegles, men også som den endelige finish.
I Aalborg Portland-koncernens norske datterselskab Unicon AS ligger cirka 15 procent af den totale mængde producerede beton inden for sprøjtebeton, men kravene til dokumentation er stigende og skal man vinde en tunnelkontrakt er det ifølge Jesper Sand Damtoft helt afgørende selv at kunne teste og dokumentere blandt andet betonens styrke og sejhed:
- Med vores nye investering får vi en række nye muligheder på vores cementlaboratorium, som vi ikke havde før. Vi kan selv både optimere recepterne og teste resultaterne, siger han.