23948sdkhjf

Novo vil investere 10 milliarder i Kalundborg

Medicinalgiganten køber 120.000 kvadratmeter byggegrund af kommune.
Novo Nordisk A/S har netop underskrevet en aftale med Kalundborg Kommune om køb af 120.000 kvadratmeter jord i forbindelse med virksomhedens eksisterende areal i Kalundborg.

Udvidelsen af fabriksområdet sker i forlængelse af Novo Nordisks overordnede vækststrategi og understreger ambitionerne om en fortsat styrket tilstedeværelse i Kalundborg.

Novo Nordisk kan endnu ikke fortælle om de konkrete planer for det nyindkøbte grundareal, men produktionsdirektør Michael Hallgren fremhæver, at den nye byggegrund giver Novo Nordisk en større fleksibilitet i planlægningen af den fremtidige produktion i området.

Og det er ikke småpenge, der vil blive investeret i de kommende år:

- Historisk har vi investeret massivt i fabriksområdet. Alene i perioden 2000-2014 investerede vi 11,6 milliarder kroner. I 2015 investerede vi yderligere 1,5 milliarder kroner i en ny fabrik, og vi forventer at investere i omegnen af 1 milliard kroner om året de næste ti år, siger han.

Novo Nordisks fabrikspark i Kalundborg blev etableret i 1969. Den dækkede før grundkøbet over et areal på 1 million kvadratmeter og er daglig arbejdsplads for omkring 3.400 medarbejdere. Novo Nordisk forventer frem mod 2022 at skabe yderligere 700 arbejdspladser i tilknytning til fabriksparken i Kalundborg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071