23948sdkhjf

Minister ind i sag om brugte vinduer

En ny rapport sætter fokus på kommuners erhvervsmæssige aktiviteters indflydelse på private virksomheders forretning. Det sker, efter det i sidste uge kom frem, at nordjyske kommuner sælger brugte vinduer fra en fælles genbrugsbutik
Det er konkurrenceforvridende og vil ultimativt koste private arbejdspladser, når det kommunalt ejede nordjyske genbrugsselskab AVV sælger brugte døre og vinduer fra sin genbrugsbutik i Hjørring. Sådan lød kritikken tirsdag i sidste uge i Licitationen - Byggeriets Dagblad fra Leo Brander, der er direktør hos vinduesproducenten Ventisol.

Nu får den nordjyske vinduesproducent principiel støtte fra Konkurrencerådet, som netop har udgivet en analyse med titlen ”Offentlige aktiviteter på kommercielle markeder”. En af analysens konklusioner er, at der skal strammes op på området, så de mange gråzoner bliver gjort sorte eller hvide.

”Konkurrencerådet anbefaler en præcisering af reglerne, så flere offentlige aktører undgår at begrænse effektiv konkurrence, når de driver erhvervsvirksomhed. Anbefalingerne vedrører både prissætning, adgang, tilsyn og virksomhedernes klagemuligheder,” siger formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz.

Minister går ind i sagen

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) betegner det som ”fuldstændigt uacceptabelt”, hvis offentlige aktører har en uberettiget konkurrencefordel. Han hilser derfor Konkurrencerådets anbefalinger velkommen og lægger op til, at de omsættes til lovgivning.

”Jeg synes, at det er nogle meget interessante og relevante anbefalinger, som Konkurrencerådet er kommet med. Jeg vil nu drøfte med resten af regeringen, hvordan det bedst kan lade sig gøre i praksis at imødekomme anbefalingerne og få løst det her problem. Det er bestemt en dagsorden, hvor regeringen er klar til at handle”, siger Troels Lund Poulsen.

Også brancheorganisationen Dansk Byggeri har fokus på problemstillingen.

”Der er et veludviklet marked for vinduer, og de (de kommercielle producenter, red.) kan ikke konkurrere med en kommunal genbrugsplads, der har skattekroner i ryggen. Dette er et eksempel ud af mange, og det er ganske enkelt ikke inde på lystavlen hos mange kommunale politikere, at de sætter private arbejdspladser på spil på et veletableret marked,” siger Jette Snoer, som er branchedirektør fra Danske Byggematerialer under Dansk Byggeri.

Hun mener, det er chokerende, at kommunerne end ikke selv kan redegøre for omfanget af deres samlede erhvervsvirksomhedsdrift og ser frem til, at reglerne på området strammes ligesom klagemulighederne bør forbedres.

”Vi håber, at Konkurrencerådets rapport netop kan være med til at kickstarte en større debat om, hvad der er kommunale kerneopgaver, og hvad der skal overlades til det private marked. Det er der i den grad brug for,” siger branchedirektøren.

Afviser kritikken

Helt anderledes ser man på sagen hos genbrugsselskabet AVV, som er ejet i fællesskab af kommunerne Brønderslev og Hjørring. Hildo Rasmussen er næstformand i bestyrelsen som repræsentant for Brønderslev Kommune. Til lokalavisen Nordjyske siger han, at sagen er blæst ud af proportioner.

”Der bliver solgt nogle ganske få vinduer om ugen, og de bliver brugt i redskabsskure og hønsehuse. Vi kommer aldrig til at levere vinduer til boliger. Det er slet ikke intentionen. Men vi forsøger at leve op til de ønsker, som både regering og Folketinget har om øget genbrug. Det er et rigtig godt initiativ, AVV har taget”, siger Hildo Rasmussen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188