23948sdkhjf

Nye krav tvinger bygherre ind på en energirigtig kurs

HPH Totalbyg tager sin egne medicin og opfører nyt Århus-domicil, der over 1.600 etagemeter skal være næsten selvforsynende med energi
En fremtidig bygherre kan i HPH Totalbys nye domicil opleve alle mulighederne for at fremtidssikre sit byggeri.

Energiforbruget kommer for alvor i fokus med det nye bygningsreglement, BR15 (se også side 12). For kontor-, lager-, og produktionsbyggeri skærpes kravet markant til, hvor meget tilført energi, der må bruges i bygningen til opvarmning, ventilation, køling og brugsvand.

Alternativ energi et krav

Lavenergiklasse 2015 som kendes fra BR10 bliver nemlig minimum for alt nybyggeri.

Kravene kan opfyldes med forskellige kombinationer af isolering, bygningens tæthed, de tekniske installationer, solindfald, vinduesstørrelse og lignende. Alternativ energi bliver desuden en nødvendighed for at opfylde kravet. Ikke bare en mulighed.

”I kontorer må det samlede energibehov pr. år højst være 41 kWh pr. etagemeter + 1.000 kWh divideret med etagearealet”, siger energirådgiver, ingeniør Henrik Hougaard, Convia, som har rådgivet HPH Totalbyg i forbindelse med deres nye domicil.

”Det er nye krav, som sætter dagsordenen for fremtidigt byggeri. To ting er sikre. Vil du fyre med fossile brændstoffer alene, får du ikke en byggetilladelse. I et eller andet omfang skal der være noget vedvarende energi i et nybyggeri. Det kan være jordvarme eller solceller. Man kommer ikke uden om at tænke energirigtig, når man vil opføre et nyt erhvervsbyggeri, bygge om eller bygge til”, tilføjer han.

HPH Totalbyg er netop gået i gang med at opføre et næsten selvforsynende 0-energi domicil på 1.600 etagemeter i Søften lige uden for Århus.

Domicil med grøn profil

Det opføres med en bærende konstruktion i stål og en let facadekonstruktion. Huset får en grøn profil med solceller, jordvarme og LED-belysning overalt.

Huset indrettes med 800 kvm, seks meter højt lager og to gange 400 kvadratmeter kontorer.

”Vi opfører årligt 20-30 erhvervsbyggerier for andre virksomheder, og vi har et ønske om i det nye hus at vise vores kunder, hvad man kan og bygger med forskellige materialer og løsninger. For eksempel én type loft i et afsnit og en anden i et andet afsnit”, siger salgschef og indehaver Jacob Westergreen, HPH Totalbyg, der i seneste regnskabsår kunne fremvise en omsætning, der er vokset med 50 procent siden året før, og da egenproduktion er et varemærke, øges antallet af medarbejdere hele tiden.

”Ved at opfylde BR15 sender vi et vigtigt budskab til potentielle kunder og bygherrer. Der er samtidig god økonomi i at energioptimere. Med grøn energi kan vi spare tilslutningsafgiften, og den alene betaler 20 procent af udgiften til jordvarme”, siger Jacob Westergreen.

Tæt klimaskærm

Energiproduktion fra solceller regnes med i beregningen af energirammen og bidrager til at sænke det beregnede energiforbrug og overholde kravet om 41 kWh.

HPH Totalbygs domicil er færdigt til august og får 11kW solfangere, som producerer strøm til at drive varmepumpen på jordvarmesystemet og dække en del af det daglige elforbrug.

Klimaskærmen er tættere og isoleringen tykkere, og i loft og vægge er der godt 300 mm. Ekstraomkostningerne til at energioptimere udgør ifølge Jacob Westergreen cirka 200.000 kroner for at opfylde BR15 og andre 200.000 kroner til jordvarmeanlægget.

Rådgiverens beregninger viser en tilbagebetalingstid på jordvarmen på kun fire år.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094