23948sdkhjf

Husbyggeriet ramt af mystisk nedgang

Landets største typehusproducenter undrer sig endnu en gang over tallene fra Danmarks Statistik, som insisterer på, at byggeaktiviteten er faldende
Byggeriet af enfamiliehuse har fortsat trange kår, hvis man spørger statistikerne hos Danmarks Statistik.

Ifølge de indberettede tal blev der blot påbegyndt byggeri af 5.838 enfamiliehuse i 2015, hvilket er et fald på seks procent i forhold til 2014. Det er samtidig det næstlaveste niveau i den tid, Danmarks Statistik har indsamlet data for området.

Tallene stemmer dog ikke overens med de meldinger, landets førende husbyggere kommer med.

HusCompagniet, som er landets største typehusproducent, rundede i 2015 et salg på 1.355 huse, hvilket er ny rekord for virksomheden med hovedsæde i Horsens.

Også hos landets næststørste husbygger blev 2015 et rekordår.

”2015 har været alt andet end kedeligt. Vi så fremgang i byggeriet. Og den tegner til at fortsætte. Vores vurdering er en fremgang i husbyggeriet på 10-15 procent i 2015. 2016 tegner til en yderligere vækst på 15 procent”, siger Thomas Dahl, adm. direktør i familiefirmaet Eurodan-Huse.

Han vurderer, at Eurodan-Huse i dag har en markedsandel på cirka 15 procent og tilføjer, at typehusproducenten sidste år opstartede cirka 25 procent flere huse end i 2014.

Lind & Risør hører også blandt de største husbyggere i landet. Herfra er meldingen den samme.

”Generelt må vi sige, at 2015 ind til videre er gået over forventning, og vi forventer en yderligere stigning i 2016 i forhold til 2015, specielt på række- og klyngehuse. Vi har indkøbt en del spændende projekter, som skal realiseres til næste år og forventer et samlet salg på ca. 350 boliger næste år”, sagde salgschef Morten Boye Bertelsen i november sidste år.

En fjerde af de store spillere på markedet er Milton Huse, som netop har meldt ud, at virksomheden forventer at sælge 350 huse i 2016. Og en femte af de store aktører er Danhaus. Her er direktør Johannes Wøldike Schmith mindre overrasket over tallene. Han mener, at de store typehusproducenter ganske enkelt er ved at udmanøvrere de små fra markedet.

”For mig at se er markedet stillestående. Jeg føler, vi kan sælge det, vi har lyst til at sælge hos os. Men samtidig er flere af de små virksomheder simpelthen bukket under”, siger han og tilføjer, at Danhaus i perioden fra 2011 til nu har femdoblet antallet af forespørgsler fra potentielle kunder.

Skyldes inkompetence

Finn Bo Frandsen, der er chefanalytiker hos Dansk Byggeri, finder dog tallene stærkt overraskende. Han vurderer, at boligbyggeriet er steget fra 2014 til 2015.

”Det er stærkt utilfredsstillende, at vi her i landet ikke kan måle aktiviteten ved nybyggeri ved at tælle antallet af påbegyndte boliger og ved at tælle antallet af påbegyndte kvadratmetre. Det meget usikre datagrundlag må skyldes mangel på kompetencer og mangel på engagement hos de mennesker, som ude i landets kommuner er ansat til at indberette til BBR”, siger han.

Ifølge Finn Bo Frandsen kan det have negative følgeeffekter, at der er så stor uenighed om tallene.

”Den usikre byggestatistik indebærer, at tal for investeringer i boliger bliver lige så usikre, og dermed bliver nationalregnskabet og tal for den økonomiske vækst også påvirket. Den dårlige byggestatistik er med andre ord ikke alene et problem for byggebranchen og Dansk Byggeri, men det er et problem for alle, som ønsker kendskab til udviklingen i dansk økonomi”, siger han.

Samme holdning har Thomas Dahl, direktør for Eurodan-Huse:

”Danmarks Statistik sender det helt forkerte signal, og det er uheldigt, at tallene ikke afspejler virkeligheden”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081