23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Kemp & Lauritzen, Einar Kornerup, Moe og Erhvervsskolen Tradium
Kemp & Lauritzen

Torben Majvad, 59 år, er tiltrådt som køleprojektleder i Kemp & Lauritzen A/S, Teknikhus København. Han skal arbejde med kalkulation, salg og projektering samt ledelse af køleprojekter og være med til at styrke Kemp & Lauritzens aktiviteter inden for mellemstore og store løsninger til komfort-, proces- og serverrumskøling i hovedstadsområdet. Torben Majvad kommer fra en stilling som partner og salgschef hos Svedan Industri Køleanlæg.

Einar Kornerup

Bartek Falkenberg Haus, er pr. 1. februar udnævnt til tilbudschef i Entreprenørfirmaet Einar Kornerup A/S. Han er uddannet bygningsingeniør samt HD i organisation og ledelse og indledte sin karriere som byggepladsingeniør i Einar Kornerup efter afsluttede studier i 2008. I 2013 blev han udnævnt til entrepriseleder. Den seneste tid har han arbejdet som souschef i tilbudsafdelingen. Bartek Falkenberg Haus har polsk baggrund og har i sin studietid arbejdet som tolk for entreprenører og flere dagblade. Han afløser Mogens Juul Sørensen, som har valgt at trappe sine arbejdsopgaver ned, men fortsætter i selskabet som chefkonsulent på tilbudsområdet. Desuden vil Mogens Juuls Sørsensen fortsat bestride sine bestyrelsesposter i Dansk Byggeris regi.

Moe

Ingeniørvirksomheden Moe har udnævnt seks nye koncernkompetencechefer.

Steffen E. Maagaard bliver ny koncernkompetencechef for området Energidesign & Indeklima. Han har været ansat hos MOE i otte år og underviser desuden i energi og indeklima på Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Steffen E. Maagaard er initiativtager til Moes igangværende erhvervs-ph.dk. om tidlig energidesign.

Stig Tomasson bliver ny koncernkompetencechef for området Bærende Konstruktioner. Han har været anerkendt statiker siden 2009 og har virket som sådan på flere store projekter. Stig Tomasson virker desuden som tredjepartskontrollant i henhold til Bygningsreglement 2010.

Ástridur E. Ásgeirsdóttir bliver ny koncernkompetencechef for området BIM | Tekla. Hun har over de seneste syv år specialiseret sig i BIM-værktøjer med særlig fokus på Tekla og i den forbindelse været med til at vise, hvordan de digitale bygningsmodeller kan effektivisere arbejdsprocesser og imødekomme særlige udfordringer på komplekse byggerier, heriblandt udstillingsakvariet Den Blå Planet. Ástridur E. Ásgeirsdóttir har ikke mindst spillet en markant rolle ved projekteringen af Amager Bakke, som Moe for nylig vandt en Tekla Global BIM Award for i kategorien Industrial Buildings.

Katja Jungfalk Andersen bliver ny koncernkompetencechef for området Arbejdsmiljø. Hun er en af Moes mest erfarne arbejdsmiljørådgivere og har store projekter som Rødovre Centrum, Blox og Amager Ressourcecenter som referencer.

Peter Hesselholt bliver ny koncernkompetencechef for området Bæredygtighed. Han har stor erfaring med bæredygtigt bygningsdesign og har derudover specialiseret sig i certificeringsordninger som DGNB og BREEAM. Peter Hesselholt fungerer som tværfaglig projektleder på byggeprojekter med bæredygtighed som omdrejningspunkt og senest i samarbejde med Green Building Council Denmark stået i spidsen for udviklingen af en ny DGNB-pilotmanual for eksisterende kontorbygninger.

Jan Christensen bliver ny koncernkompetencechef for området Akustik. Han har 28 års erfaring og har i gennem sin karriere arbejdet med en lang række projekter, hvor akustik har været et omdrejningspunkt, herunder biografer, filmstudier, tv- og radiostudier, firmadomiciler, undervisningsbyggerier samt en mindre koncertsal målrettet kammermusik.

Erhvervsskolen Tradium

Susanne Hansen Kløve, 44 år, er ansat som underviser i bygningsteknologi på erhvervsfagskolen Tradium i Randers. Hun er uddannet teknisk designer og bygningsmaler og har undervist teknisk designer-uddannelsen, senest på erhvervsskolen Metal College Aalborg. Tidligere har Susannne Hansen Kløve arbejdet som teknisk designer, bl.a. hos ingeniørvirksomheden Brix & Kamp. Foruden sine undervisningsopgaver får Susanne Hansen Kløve ansvar for skolepraktikelever.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109