23948sdkhjf

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Helsinge, Kokkedal, Humlebæk, Svenstrup, Hadsten, Herning, Skarrild og Aars
REGION HOVEDSTADEN

HELSINGE

Gribskov Kommune bygger ny daginstitution i Helsinge

Gribskov Byråd har vedtaget Lokalplan 512.15, som skal bane vej for en daginstitution ved Laugøvej, endeligt.

Lokalplanforslaget er udarbejdet af Søren Andersen Arkitekter i samarbejde med Gribskov Kommune.

KOKKEDAL

Fredensborg Kommune etablerer Byens Hus i Kokkedal

Fredensborg Kommune har revideret projekt Byens Hus fra at være et Realdania-støttet projekt til 24,5 mio. kroner, der skulle etableres i tilknytning til Kokkedal Skole ud mod Holmegårdsvej til i dag at være et projekt til fem mio. kroner uden støtte, som skal realiseres i forbindelse med Egedal Medborgerhus i Kokkedal. Byens hus skal indrettes med en multifunktionel sal og en række mødesteder.

Det kræver udarbejdelse af en ny lokalplan og et kommuneplantillæg for at kunne opføre en nybygning til kulturhusformål i forbindelse med Medborgerhuset Egedal, og det arbejde forventes at tage et års tid.

Administrationen forventer at være klar med et byggeprogram til godkendelse i byrådet til sommer, hvorefter byggearbejdet ventes påbegyndt i maj 2017.

Ifølge administrationens anbefaling udfører kommunen selv arbejdet frem til og med godkendt projektforslag, og herefter skal der findes en totalrådgiver. Totalrådgiveren udarbejder myndighedsprojekt og hovedentrepriseudbud.

Kulturudvalget skal tage stilling til administrationens forslag den 12. januar.

HUMLEBÆK

Nyt pleje- og rehabiliteringscenter i Humlebæk

Fredensborg Kommune bygger nyt pleje- og rehabiliteringscenter i Humlebæk, og på det sidste møde i 2015 godkendte Fredensborg Byråd et forslag til lokalplan, som skal gøre byggeriet muligt.

Det er planen, at pleje- og rehabiliteringscenteret skal opføres i perioden 2016-2018. Centret skal ud over 30 plejeboliger bestå af 40 midlertidige boliger samt af servicearealer i form af træningsfaciliteter, café, kontorer og mødelokaler. Træningsfaciliteterne og café skal både anvendes af centrets beboere og hjemmeboende borgere.

REGION MIDTJYLLAND

SVENSTRUP

Cube Design i Svenstrup bygger nye lager- og montagehaller

Lokalplan 361 - Erhvervsområdet i Svenstrup og Kommuneplantillæg nr. 11 indstilles nu til endelig politisk vedtagelse, og i første omgang er det Teknik- og Miljøudvalget, som på mandag skal tage stilling til lokalplanen.

Formålet med kommuneplantillægget og lokalplanen er at tilvejebringe de planmæssige rammer for udvidelse af en eksisterende virksomhed i den nordlige del af Svenstrup. Det drejer sig om Cube Design A/S, der ønsker at udvide med nye montage- og lagerfaciliteter. Udvidelsen omfatter et samlet halbyggeri på 8.000 kvm. De nye haller planlægges opført i tilknytning til virksomhedens produktionsafsnit, nord for det eksisterende byggeri.

HADSTEN

Ungdomsuddannelse i Hadsten bygger ud

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse STU og Favrskov Rusmiddelcenter, der begge holder til i Stationsstræde 51 i Hadsten, planlægger at opføre en tilbygning på i alt 190 kvm.

Favrskov Kommune har afsat penge til tilbygningen, og disse søges nu frigivet. Det drejer sig om en anlægsbevilling på 2,95 mio. kroner.

Byggeriet skal ifølge de politisk aftalte retningslinjer for udbud i Favrskov Kommune udbydes i fagentrepriser, og udbuddet planlægges at finde sted medio marts.

Ifølge planerne skal tilbygningen tages i brug sidst i oktober.

I første omgang tager Teknik- og Miljøudvalget stilling i sagen på mandag.

HERNING

Udstykning af nye byggegrunde i Engholm Søpark

Et forslag til lokalplan for Engholm Søpark syd er blevet godkendt af Herning Byråd.

Herning Kommune har fået en ansøgning om at udstykke 28 grunde til enfamiliehuse i den sydlige del af Engholm Søpark i Herning, og forslaget til lokalplan er udarbejdet med udgangspunkt i ansøgningen.

Herning Byråd vedtog i 2007 en lokalplan for området Engholm Søpark i det nordøstlige Herning. Dele af denne lokalplan er siden realiseret. Der er bygget en dagligvarebutik, rækkehuse samt enfamiliehuse og udgravet en mindre sø. Den sydligste del af Engholm Søpark er i lokalplanen fra 2007 kun omfattet af rammebestemmelser. Det vil sige, at der skal vedtages en lokalplan med byggeretsgivende bestemmelser, inden der kan bygges i området.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre boliger i op til to etager og 8,5 meters højde. Bygningerne kan opføres med murede facader i tegl, beton eller natursten.

SKARRILD

Penge til ny integreret daginstitution i Skarrild

Herning Byråd har frigivet en anlægsbevilling på 4.312.000 kroner til gennemførelse af om- og tilbygning af Kaldalen i Skarrild.

Den samlede anlægssum vedrørende Kaldalen udgør 9.131.000 kroner, og projektet omfatter nedrivning af den 26 år gamle nedslidte pavillon, som erstattes af nye/andre lokaler. Byggeprojektet omfatter opførelse af en ny integreret daginstitution, beliggende i tilknytning til skole, kultur og idrætscenteret.

REGION NORDJYLLAND

AARS

Plangrundlaget for Vesthimmerlands nye rådhus er ved at være på plads

Vesthimmerlands Kommune skal opføre et nyt rådhus, og der er i den forbindelse udarbejdet et forslag til lokalplan, som har været i høring, og som nu indstilles til endelig politisk vedtagelse.

Lokalplanforslaget giver mulighed for ny bebyggelse i op til tre etager og en højde på maksimalt 12,5 meter.

I hovedtræk lægger lokalplanen op til, at de nye bygninger opføres i området ud mod Vestre Boulevard, mens parkering primært skal foregå i området ud til Lyngsøvej.

Der er valgt et vinderprojekt til rådhusbyggeriet, som ventes klar til indflytning i sommeren 2017.

Teknik- og Miljøudvalget har sagen på dagsordenen på mandag.

AARS

Nye socialpsykiatriske faciliteter i Aars

Vesthimmerlands Kommune og Region Nordjylland samarbejder om at etablere nye socialpsykiatriske faciliteter ved Dyrskuevej og Markedsvej i Aars.

Projektet indeholder en kommunal boenhed med 20 boliger, en regional boenhed med 40 boliger og et fælleshus med forskellige borgerrettede aktiviteter og administration.

I forbindelse med planerne er der udarbejdet lokalplan og kommuneplantillæg, som nu indstilles til endelig vedtagelse i Vesthimmerland Byråd. I første omgang skal Teknik- og Miljøudvalget se på sagen på mandag.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08