Personligt ejede virksomheder har svært ved at få lån
Væksten i banker og realkreditinstitutters udlån til personligt ejede virksomheder har været negativ de seneste 4 måneder.
Udlånet er faldet 12 mia. kr. siden november 2014. Det er især ejendomsbranchen, bygge- og anlægsvirksomheder og detailhandlen, der har holdt for.
”Tallene viser endnu engang, at bankernes udlån udvikler sig meget svagt trods konjunkturfremgangen. Det er også det vi hører fra vores medlemsvirksomheder, hvor der stadig er mange, der får nej, når de går i banken med nye projekter,” siger økonom i Dansk Erhverv Jens Hjarsbech.
Ejerledere i klemme
”Udlånet til det samlede erhvervsliv udvikler sig lidt mere positivt, hvor realkreditinstitutterne stadig øger udlånet gradvist. Men det er problematisk, at især de mindre, personligt ejede virksomheder har svært ved at finde finansiering hos bankerne og deres realkreditinstitutter, da de ofte ikke har andre gode alternativer til finansiering som fx obligationsudstedelse,” mener Jens Hjarsbech.
Bankerne holder igen med at tage risiko trods stadig fremgang i økonomien
Stop for nye projekter
”Bankerne er blevet mindre villige til at påtage sig risiko efter de brændte fingrene da krisen satte ind. Det påvirker virksomhedernes muligheder for at få finansiering gennem bankerne til nye projekter”, lyder det fra organisationen.
Der er ellers fremgang i dansk økonomi. Detailsalget og privatforbruget er stigende mens ledigheden og antallet af konkurser falder. Eksporten har dog haft et svært efterår, og virksomhedernes investeringsniveau stadig er lavt.
Hæmmer opsvinget
”Der er givetvis nogle virksomheder, som har sparet op efter krisen, og som på den måde kan finansiere nye projekter og investeringer selv. Men adgang til finansiering er en vigtig forudsætning for, at virksomhederne kan foretage nye investeringer. Er finansieringsmulighederne små, er det i sidste ende noget, der hæmmer væksten i Danmark,” siger Jens Hjarsbech.