Papirløs murer har fået vokseværk
Svendene bruger mindre tid på papir og mester kan endelig holde fri efter arbejde
”En stor del af det administrative arbejde bliver ordnet på farten, typisk lige efter et kundebesøg”, forklarer murermester Valdemar Møller. Foto: Helle Arensbak
Det skriver Mester Tidende.
Da Valdemar Møller startede sin enkeltmands- virksomhed for tre år siden var ambitionerne beskedne. Planen med Mureren.nu var at udleve drømmen som selvstændig for en stund og at få lov til at gøre tingene på sin egen måde.
Valdemars tilgang har hurtigt vist sig at bære frugt, da medarbejderstaben er vokset fra én til 21 inden for de første 4 ½ år.
Blev A/S på kort tid
”Jeg kan ikke svare konkret på, hvad den store vækst skyldes, men arbejdsomhed er altid vigtigt for, at tingene kan lykkes, ” medgiver Valdemar om sin virksomheds succes.
Seneste skud på succes-stammen er en omdannelse af Mureren.nu A/S fra en enkeltmandsejet virksomhed til aktieselskab, hvilket skete for halvandet år siden. Det har været Valdemars drøm at stifte et aktieselskab, lige så snart han havde råd.
”Jeg ville signalere, at det er en seriøs forretning, jeg driver. Det kræver jo lidt mere af en virksomhed og stiller nogle flere krav til økonomien, ” fremhæver Valdemar Møller.
8.500 dagsedler om året
”Af skade bliver man klog”, er der som bekendt et ordsprog, der lyder. Valdemar Møller havde på sin læreplads været vidne til, hvordan regnskabsdamen blev oversvømmet i dagsedler og brugte uanede mængder tid på at overføre timer manuelt, når der skulle skrives fakturaer.
”Prøv at forestille dig, at du har 25 mand, der er halvandet sted hver på én dag. Så har du jo genereret 37,5 A4-sider hver evig eneste dag. Det svarer til 8.500 stykker papir om året - bare med timesedler. Allerede dengang tænkte jeg, at det måtte kunne gøres noget nemmere og digitalt, så tingene ikke bliver væk, ” siger Valdemar Møller.
Derfor brugte han i starten lidt kræfter på at finde smartere måder at registrere timer på. Her fandt han frem til Intempus Timeregistrering.
”Jeg blev opmærksom på Intempus gennem en artikel, som de havde skrevet om tidsregistrering. Jeg var meget opsat på at få digitaliseret mit timeregnskab fra starten og derved spare noget tid og nogle penge” forklarer Valdemar Møller.
Holder fri efter arbejde
Og tid bliver der i den grad sparet. En stor del af det administrative arbejde bliver ordnet på farten, typisk lige efter et kundebesøg.
”Så snart jeg får en ny kunde, opretter jeg kunden og en dertilhørende sag i app’en på telefonen. Det betyder jo, at jeg ikke behøver at bruge tid på at oprette sager, når jeg kommer hjem fra flere kundemøder i streg, og at jeg ikke glemmer sagsoplysningerne,” konstaterer han.
Men det er ikke kun tiden på arbejdspladsen, der er blevet mere af. Der er også blevet frigjort tid til at være sammen med familien, når Valdemar sætter foden inden for sit hjem.
”Jeg har faktisk arbejdet mig hen imod, at jeg ikke skal tænke for meget på arbejde, når jeg træder ind ad min hoveddør derhjemme. Det er blevet nemmere at gøre tingene færdige her og nu. ”
Detaljens mand
Udover at fokusere skarpt på administrationen, har Valdemar Møller altid været opmærksom på de små ting, der gør en forskel for kunden.
”Jeg går ret meget op i detaljer og de små ting, der er vigtige at få til at passe sammen, så der er æstetik i det arbejde, man udfører. Og så synes jeg, at det er vigtigt, at den pågældende løsning er rentabel for kunden. Man skal altid huske på, at det ikke bare er et stykke arbejde, der skal udføres, men også en investering fra kunden, ” forklarer han.
Bruger eksterne telefondamer
Ifølge Valdemar Møller er det væsentligste for en sund forretning altid at have antennerne ude og sørge for at lytte til kundernes behov. Derfor har han ansat nogle eksterne telefondamer til at gribe knoglen, når han ikke selv er tilgængelig.
”Da jeg bare var mig selv, brugte jeg lang tid på telefonen. Det var træls, at jeg ikke bare kunne have en dag, hvor jeg kun arbejdede. En af mine kunder anbefalede mig at bruge nogle eksterne telefondamer til at tage de opkald, jeg ikke selv kan tage. Og de er rigtig gode til at sende mig en mail med folks kontaktoplysninger, ” forklarer han.
”Det er en god måde at holde styr på sine kunder, så man ved, hvem man har ringet til, og hvem man ikke har kontaktet endnu. ”
Instruktion til svendene
Når nye svende ansættes, indgår timeregistrering altid som en fast del af Valdemar Møllers ansættelsesprocedure.
”Når svendene bliver ansat, opretter jeg dem i Intempus, laver en ansættelseskontrakt og beder dem om at hente app’en. Derefter bruger jeg nogle minutter på at vise dem systemet, og så hører jeg ikke mere fra dem, ” fortæller han.
Det har sikret en strømlinet administration, hvor hverken mesteren eller svendene er i tvivl om, hvordan kundearbejdet skal indberettes.