Velux afskediger 148
Plastproduktionen i Thyregod lukkes ned, mens produktionen i Rusland sættes i bero.
Beslutningen medfører, at 65 medarbejdere på fabrikken i Thyregod må se sig om efter andet arbejde:
- Velux Gruppen har en målsætning om at være mønstervirksomhed i forhold til medarbejdere og samfund. Derfor vil vi naturligvis gøre hvad vi kan for at hjælpe de berørte medarbejdere videre på arbejdsmarkedet, siger pressechef Jens Bekke.
Forhandlingerne forventes afsluttet i løbet af en måned. Planerne får ikke betydning for vinduesproduktionen i Thyregod, der fortsætter uændret.
Russisk fabrik i bero
Samtidig med lukningen i Thyregod har Velux besluttet at sætte produktionen af ovenlysvinduer i Rusland i bero. Det sker som følge af den økonomiske udvikling i landet og medfører afskedigelse af 83 medarbejdere.
Der er dog fortsat forhåbninger til det langsigtede potentiale i det russiske marked, og Velux vil derfor fastholde ejerskabet af fabrikken, så den kan genstartes, når markedsvilkårene igen er bedre.
- Vi stod over for nogle større investeringer i produktionsapparatet i Rusland, og derfor har vi valgt at udskyde disse indtil udsigterne for det russiske marked igen ser lysere ud, siger Jens Bekke.
Produktionen i Rostov i Rusland går til markederne i Rusland, Ukraine og Hvide Rusland, og produkterne vil fremover blive fremstillet på Velux Gruppens øvrige fabrikker i Europa. Salgsselskaberne i de tre lande er ikke påvirket af ændringerne.