Her er regeringens 10 kystprojekter
Kystnære byggeprojekter for fire milliarder kroner skal udvikle turismen langs de danske kyster.
- Det er projekter med høj kvalitet, som vil kræve en samlet investering på fire milliarder, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.
Ifølge Dansk Erhverv har storbyturismen oplevet en vækst på 78 pct. i de udenlandske overnatninger i løbet af de sidste 10 år, mens kystturismen omvendt er gået tilbage med 27 pct. Der er således brug for en revitalisering, hvis det fortsat skal være attraktivt for turisterne at besøge de danske kyster.
- De nye forsøgsprojekter er et stort skridt for at få skabt attraktive miljøer i de udvalgte kystkommuner, hvilket er en forudsætning for, at vi kan sætte skub i væksten. I Dansk Erhverv anbefaler vi, at der hurtigst muligt bliver igangsat flere forsøgsprojekter, siger Karen Brosbøl Wulf, chefkonsulent for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.
Vil gå hårdt ud over kystnaturen
Hos Danmarks Naturfredningsforening (DN) ser man ikke positivt på, at regeringen nu giver tilladelse til byggeri af hoteller og ferielejligheder i vandkanten:
- Forsøgsprojekterne er ikke et startskuddet til vækst i udkantsdanmark, men derimod til et opgør med en unik dansk værdi – nemlig de frie kyster, siger præsident Ella Maria Bisschop-Larsen.
DN startede i maj en underskriftsindsamling for de frie kyster. Knap 125.000 danskere har indtil videre støttet op om DN’s nej til byggeri ved vandet.
- I stedet for at bygge nyt, bør man udvikle de kystbyer, der rundt omkring i landet trænger til en kærlig hånd – eller renovere det, der i forvejen ligger ved vandet, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
De 10 projekter
Der var oprindeligt 38 ansøgninger til forsøgsordningen, og heraf blev 19 vurderet til at opfylde kriterierne for at blive en del af den forsøgsordning, som SR-regeringen søsatte i 2014 med bred opbakning i Folketinget.
Forsøgsordningen gør det muligt at gennemføre op til ti forsøg i kystnærhedszonen, som kan styrke kvaliteten i dansk kyst- og naturturisme under hensyntagen til naturen og landskabet.
De ti udvalgte projekter skal nu igennem en nærmere planlægning og godkendelse i de enkelte kommuner, inden de kan blive gennemført.
Ringkøbing-Skjern Kommune, Søndervig Feriepark:
Projektet består af 500 feriehuse, Nordeuropas største badeland, fællesfaciliteter og wellness-faciliteter og vil indebære en investering på cirka 750-1.000 millioner kroner. Det forventes endvidere, at projektet vil give en årlig stigning på op mod 620.000 udenlandske overnatninger.
Vordingborg Kommune, Aquapark Møn:
Projektet er et ferie- og oplevelsescenter bestående af mangfoldige nye oplevelsestilbud baseret på vand, natur/outdoor og industrikulturmiljø samt en ferieboligbebyggelse på op til 500 enheder på den gamle sukkerfabrik. Projektet vil indebære en anlægsinvestering på cirka 1,3 milliarder kroner. Det forventes, at projektet vil tiltrække 13.000 ugegæster til de nye ferieboliger samt 75.000 dagsgæster.
Sønderborg Kommune, Nordals Ferieresort:
Projektet består af to hoteller, op til 400 ferieboliger, to campingpladser, vandoplevelser, marina med 100 bådpladser, butikker og restauranter, stisystemer mm. Beregninger peger på, at Nordals Ferieresort vil kunne tiltrække 560.000 gæster om året, som primært vil komme fra Tyskland. Projektet forventes at indebære en anlægsinvestering på cirka 1,3 milliarder kroner til etablering af ferieresortet.
Lolland Kommune, Safari Lodge Knuthenborg:
Projektet omfatter etablering af op til 200 tematiserede overnatningsenheder og dertil hørende konference- og spisefaciliteter i tilknytning til Knuthenborg Safaripark lige midt i naturen i simple rammer. Det forventes, at projektet vil have ca. 40-50.000 årlige overnatninger.
Stevns Kommune, Besøgscenter ved Stevns Klint:
Projektet omfatter etablering af et besøgscenter om Stevns Klint (UNESCO Verdensarv). Endvidere omhandler projektet omlægning af parkeringsplads, etablering af nye faciliteter til formidling, naturlegeplads, stier, nye trapper, styrkelse af udsigtspunkter og landgangsbro. Det forventes, at det ny besøgscenter vil tiltrække op mod 50.000 turister på årsbasis.
Varde Kommune, Blåvand Strandpark:
Projektet omfatter wellness-faciliteter og 50 luksusferielejligheder, restaurant, småbutikker, klubhuse samt en naturpromenade med oplevelseslommer mellem Blåvand Strandpark og Hvidbjerg Strand. Projektet forventes at skabe en årlig omsætning på ca. 25 millioner kroner.
Hjørring Kommune, Løkken Klithotel:
Projektet omfatter erstatning af et nedslidt hotel med et nyt hotel med 34 værelser, konferencefaciliteter og restaurant samt 14 satellitværelser, wellness center, plankestier og udsigtsplatform i klitterne; ti nye badehuse på stranden samt omdannelse af byens vandtårn og redningshus til henholdsvis udsigtstårn og til brug for pop-up arrangementer. Projektet vil have en samlet investering på ca. 25 millioner kroner.
Svendborg Kommune, Øhavscenter Christiansminde:
Projektet omfatter en ny bygning med plads til undervisning, cafe, ophold, vandsport, promenade, gennemgående cykelsti, støttefaciliteter for friluftsliv og vandsport osv. samt nye hotelværelser bygget ind i terrænet. Det forventes, at projektet på årsbasis vil skabe 10.000 ekstra overnatninger og øge antallet af udenlandske overnatninger og dagturister. Det forventes at give et turismeskabt vækstforbrug i Svendborg og omkringliggende kommuner på op til 15-17 millioner kroner. Det vil være et krav i forsøgstilladelsen, at projektet tilpasses det eksisterende landskab ved, at en planlagt bygning på vandet flyttes ind på land og den offentlige adgang til kysten sikres.
Gribskov Kommune, New Nordic Coast:
Projektet omfatter etablering af nyt strandhotel samt strandmole med havbad, en forlængelse og forstærkning af eksisterende havnemoler, bredere sandstrande, anlæg af badebro med flydende sauna samt et aktivitetsområde. Det forventes, at projektet vil tiltrække af 30-40.000 flere gæster om året til området. Det vil være et krav i forsøgstilladelsen, at projektet tilpasses det eksisterende landskab ved, at en planlagt bygning på havet udgår.
Norddjurs Kommune, Strandliv Fjellerup:
Projektet omfatter etablering af fire konkrete nedslag og sammenbindende forbindelse her i mellem på Fjellerup Strands 2,5 km kyststrækning. Nedslagene har blandt andet fokus på leg, læring og sport mv. Projektet endelige udformning vil blive til i en designproces. Projektet vil gøre Fjellerup Strand til en endnu mere attraktiv destination for udenlandske og danske turister.