23948sdkhjf

A. Enggard vinder byggeri til 675 mio. kroner

Entreprenørvirksomheden skal opføre kommunal administrationsbygning til Aarhus Kommune med plads til 1.000 medarbejdere.
Entreprenørvirksomheden A. Enggaard A/S har vundet udbuddet om opførelse af en ny, stor kommunal administrationsbygning til Aarhus Kommune i Gellerupparken.

Bygningen skal huse både Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø og Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse under Aarhus Kommune samt Lokalpolitiet. I alt får knap 1.000 medarbejdere sin daglige gang i bygningen, der bliver en af kommunes største.

”Vi er meget tilfredse med at have vundet kontrakten. Byomdannelsen af Gellerupparken er et spændende og meget særligt projekt, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet", siger direktør Asger Enggaard fra A. Enggaard i en pressemeddelelse.

OPS-byggeri

Enggaard fortsætter dermed med sine byggerier i Aarhus, hvor entreprenørvirksomheden allerede er involveret i udviklingen af Ceres-grunden i den centrale del af Aarhus. Det nye projekt for Aarhus Kommune er et såkaldt Offentligt Privat Samarbejde – også kaldet OPS. Det indebærer blandt andet, at A. Enggaard både skal stå for opførsel af bygningen samt drift og vedligehold i 15 år, herunder indvendig og udvendig vedligehold, kantinedrift, rengøring mv.

Den samlede kontraktsum på byggeriet i Aarhus er på 675 mio. kroner. Bygningen bliver på 40.000 kvm inkl. parkeringskælder og er en del af et større byomdannelsesprojekt. I 2011 lancerede Aarhus Kommune i samarbejde med Brabrand Boligforening en såkaldt helhedsplan, der skal gøre området Gellerupparken/Toveshøj mere attraktivt ved at skabe en bydel, der også vil trække andre end lokalområdets umiddelbare beboere til med grønne uderum, boliger, institutioner, erhverv og arbejdspladser.

Færdig i 2018

A. Enggaard har stået for flere lignende projekter de seneste år og opfører i øjeblikket et af Danmarks største OPP-projekter (Offentligt Privat Partnerskab) for Bygningsstyrelsen på Kalvebod Brygge i København. A. Enggaard har også stået bag OPP-byggerier som blandt andet Vestre Landsret i Viborg og en ny hovedpolitistation i Holstebro
Byggeriet i Aarhus ventes at stå færdig i efteråret 2018.

Byggeriet
Størrelse: 40.000 kvm inkl. parkeringskælder
Kontraktsum: 675 mio kroner
Bygherre: Aarhus Kommune
OPS-leverandør: A. Enggaard A/S
Arkitekt: Arkitema
Ingeniør: Niras
Drift (15 år): Caverion


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142