23948sdkhjf

Håndværksmestre lever af personlige anbefalinger

Ni ud af ti små og mellemstore virksomheder mener selv, at deres nye kunder primært kommer gennem anbefalinger fra tidligere kunder, andre erhvervsdrivende og traditionelle reklamer
På spørgsmålet ’Har du et bud på, hvordan dine kunder har fundet vej til din virksomhed?’ svarer 95,1 pct. af SMV’erne, at de kommer fra anbefalinger fra tidligere kunder. 68,5 pct. mener, at de kommer fra anbefalinger fra andre erhvervsdrivende.

Det viser en analyse fra Håndværksrådet udført i tredje kvartal i 2015. I undersøgelsen har Håndværksrådet fået svar fra mere end 600 SMV’ere.

- Vi har tidligere lavet en undersøgelse på området, og her lød svaret, at anbefalinger spiller en stor rolle. Det gælder via personlige referencer fra samarbejdspartnere og mund til mund-anbefalinger fra kunder, siger chefkonsulent i Håndværksrådet Lars Magnus Christensen.

I en undersøgelse fra 2013 svarede 93 pct. af SMV'erne, at de mente, deres kunder kom fra anbefalinger fra tidligere kunder, og 61,2 pct. svarede, at de mente, at deres kunder kom fra anbefalinger fra andre erhvervsdrivende.

Fra hjemmesider og avisannoncer
Håndværksrådets undersøgelsen viser, at flere SMV’er mener, kunderne kommer fra avisreklamer fremfor fra de sociale medier.

Lige knapt hver femte mener, at det er gennem avisreklamer, at kunderne finder vej, mens kun 17,5 pct. mener, at kunderne kommer fra de sociale medier.

Der er dog i begge tilfælde tale om en stigning i forhold til 2013, hvor 18,4 pct. mente, kunderne kom fra avisreklamerne, og 12,5 pct. mente, at kunderne kom fra sociale medier.

Digital markedsføring i vækst
Men hele 56 pct. mener i dag, at deres kunder har fundet vej til dem fra deres egen hjemmeside, og 27 pct. mener, at kunderne er kommet via internetannoncering, så de trykte medier har fået skarp konkurrence.

- Vi kan se, at der sker en positiv udvikling i forhold til brugen af digital markedsføring, hvor det særligt er de sociale medier, som vinder markedsandele. Det følger meget godt trenden i samfundet generelt, men det er også vigtigt at være opmærksom på, at det kræver en stor indsats fra den enkelte virksomhed, hvis tilstedeværelse på de sociale medier skal blive en succes, siger Lars Magnus Christensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094