23948sdkhjf

Mange murervirksomheder i fare for konkurs

Fremgangen i bygge- og anlægsbranchen er ikke slået igennem hos murerne, viser undersøgelse
Trods forbedret indtjening pr. medarbejder, højere afkast og en bedre likviditet, er mange murervirksomheder fortsat i forhøjet risiko for at gå konkurs.

Det konkluderer Dansk Byggeri og Deloitte i en analyse af den danske bygge- og anlægsbranche.

- Selv om bygge- og anlægsbranchen generelt er i bredring, ser vi desværre stadig, at et betydeligt antal murervirksomheder kæmper for deres overlevelse. Dette på trods af, at resultatet pr. ansat er løftet, likviditeten er øget, og afkastet af den investerede kapital er gået frem, siger partner i Deloitte Thomas Frommelt.

Det gennemsnitlige resultat pr. ansat steg fra 39.000 kroner i 2013 til 46.000 kroner i 2014. Samtidig steg det gennemsnitlige afkast af den investerede kapital.

- Murerbranchen har traditionelt formået at levere pæne afkast af den investerede kapital i forhold til den øvrige bygge- og anlægsbranche. Det skyldes primært, at murerfirmaer ikke har samme investeringsbehov i anlægsmateriel som eksempelvis entreprenører og betonvirksomheder, siger Thomas Frommelt.

På trods af de generelt gode resultater er der stor spredning i branchen, mener Thomas Frommelt. Han vurderer, at 15 procent af virksomhederne er i fare for at gå konkurs:

- Fra regnskaberne kan vi se, at der er kommet større spredning mellem dem, der klarer sig godt, og dem, der har svært ved at skabe positive resultater. Særligt er de mindre murerfirmaer i farezonen, mens de store klarer sig bedst, siger han.

23 procent af murervirksomhederne har en likviditetsgrad under 1. Det vil sige, at de har større kortfristede gældsforpligtelser, end de har omsætningsaktiver, der hurtigt kan realiseres.

Om analysen
Analysen er udarbejdet af Deloittes branchegruppe for bygge- og anlægsbranchen i samarbejde med erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri. Analysen er gennemført i august og september 2015.

Analysen omfatter de udførende byggevirksomheder, hvilket vil sige primært tømrere, murere, malere og entreprenører.

Analysen omfatter 2.253 virksomheder og bygger på de seneste tre års nøgletal og resultater i branchen.

Link til hele analysen
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.175