37 byggekonkurser i september
Byggebranchen oplever færre konkurser, men går ifølge Dansk Byggeri en række hårde måneder i møde
Det er tredje måned i streg, at bygge- og anlægsbranchen oplever færre konkurser end sidste år.
- September fortsætter den flotte stime fra de seneste par måneder, hvor vi har set i omegnen af 30 konkurser om måneden. Det er meget positivt, men historien viser, at det ofte er en periode med få konkurser, og vi risikerer at se en stigning i de kommende måneder, siger analysechef hos Dansk Byggeri Andreas Fernstrøm.
Trods forbedrede konkurstal forventer analysechefen stadig flere konkurser end sidste år, hvor 526 bygge- og anlægsvirksomheder måtte lukke og slukke som konsekvens af konkurs.
- De forholdsvis få konkurser, vi har set de seneste par måneder, ændrer dog heller ikke ved vores skøn om, at vi, når året er omme, vil nå cirka 600 konkurser i branchen, da vi ofte oplever en lille stigning i konkurserne, når de travle sommermåneder er overstået, siger Andreas Fernstrøm.
De 37 konkurser er det laveste antal september-konkurser i de syv år, som Danmarks Statistik opgiver.