Tog påkører arbejder i jernbaneoverskæring på Vestsjælland
Tragisk arbejdsulykke ved jernbaneoverskæring nær Nyrup. Flere vidner så påkørsel af 54-årig mand.
Ulykken er sket nær en jernbaneoverskæring ved Nyrup på Vestsjælland.
Manden var i færd med at arbejde på stedet, da påkørslen skete, oplyser politiet. Alarmen indløb lidt efter klokken otte.
Flere vidner så ulykken. Heriblandt bilister, der holdt stille ved jernbaneoverskæringen, fortæller politiets vagtchef til Ritzau.
Den dræbte var 54 år, oplyser vagtchefen.
Han var ansat ved Lokaltog A/S og var sikringsmand for en gruppe asfaltarbejdere, oplyser politiet på ulykkesstedet til TV Øst.
De nærmere omstændigheder har politiet ikke klarhed over ved middagstid mandag.
Ulykken undersøges nu nærmere af havarikommissionen.
Efter ulykken blev togdriften indstillet mellem Tølløse og Stenlille. Togselskabet indsatte busser til at transportere passagererne.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/