23948sdkhjf

Nordeuropas største betonpumpe på arbejde i Viborg

1.200 kubikmeter beton strømmede til Regionshospitalet Viborgs byggeplads. Se video her.


Nordens største betonpumpe stod klar, da de første betonbiler tidligt torsdag morgen trillede ind på byggepladsen ved Regionshospitalet Viborg.

Med sig havde bilerne første portion beton til den største del-støbning til bundpladen under det kommende akutcenter, og dagen igennem strømmede betonbilerne til byggepladsen med forsyninger fra betonværkerne i Rødkærsbro og Ikast.

I alt 1.200 kubikmeter beton blev i løbet af dagen pøset ned over det sirligt bundne armeringsjern, som skal sikre, at det 24.000 kvadratmeter store akutcenter kommer til at hvile på et godt og stabilt fundament.

Det nye akutcenter er en del af det omfattende kvalitetsfondsprojekt til i alt 1,15 milliarder kroner. Første del af byggeriet gik i gang i 2009, og frem mod 2019 bliver Regionshospitalet Viborg udvidet med i alt 32.000 kvadratmeter, ligesom store dele af det eksisterende hospital bygges om. Når det samlede byggeri står færdigt i 2019, vil Regionshospitalet Viborg være udvidet til i alt 120.000 kvadratmeter.

Byggeriet af 24.000 kvadratmeter nyt akutcenter er største delprojekt, og tilbygningen skal blandt andet indeholde ny hovedindgang, ny akutmodtagelse, nye ensengsstuer og nye operationsstuer.

Arbejdet med at skabe fundamentet under det nye akutcenter ventes at vare til omkring årsskiftet. Sidst i 2015 forventes råhusentreprisen samtidig at gå i gang. I første omgange vil væggene til akutcentrets kælder blive rejst, og på den anden side af nytår begynder det nye akutcenter så for alvor at gå i højden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171