23948sdkhjf

Radikale: Helt på månen at prioritere håndværkerfradrag

Der er vigtigere ting end at genindføre håndværkerfradraget, som Venstre ønsker, siger Sofie Carsten Nielsen.
I stedet for at bruge kræfter på at genindføre håndværkerfradraget, som bortfaldt fra nytår, bør der lægges vægt på at hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det fra De Radikales viceleder, Sofie Carsten Nielsen.

Meldingen kommer, efter at en analyse fra NN Markedsdata viser, hvordan landets håndværkere har nydt godt af håndværkerfradraget, siden det blev indført af VK-regeringen tilbage i juni 2011.

Det kommer dog ikke som en overraskelse, at ordningen har været en god forretning for håndværkerne, når der er givet tilskud til håndværkerfradraget, siger Sofie Carsten Nielsen.

- Det har vi gjort i en krisetid, hvor det var nødvendigt at holde hånden under beskæftigelsen, påpeger hun.

Nu er situationen til gengæld en anden, hvor der er markant fremgang i byggebranchen.

- Den ligger nummer et over de brancher, som er kommet ud af krisen, og er i øvrigt en branche, som skriger på kvalificeret arbejdskraft og arbejdskraft i det hele taget, siger Sofie Carsten Nielsen.

Fordi det går byggebranchen godt, mener De Radikales viceleder, at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen prioriterer forkert, når han ønsker at genindføre håndværkerfradraget, hvis blå blok genvinder regeringsmagten.

- Det er helt på månen at skulle renovere Lars Løkkes og mit køkken for skatteborgernes penge i stedet for at bruge dem på at hjælpe dem, der har størst behov, siger Sofie Carsten Nielsen, der også er uddannelses- og forskningsminister.

I stedet ønsker De Radikale at prioritere de mest udsatte i samfundet, som især er dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.

- Det er dem, vi skal have overskuddet til at hjælpe, nu hvor vi er ude af krisen. På den måde bliver vi også et rigere samfund ved at få dem i arbejde og i uddannelse, så de får nogle reelle muligheder, siger Sofie Carsten Nielsen.

De Radikales viceleder nævner, at 40 procent af de børn, hvis forældre modtager kontanthjælp, også selv ender på kontanthjælp.

- Det er det, vi skal forhindre, og det er der, vi nu skal sætte ind. Der er ingen grund til at give støtte til nye køkkener hos os, der har nok i forvejen, påpeger hun.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078