23948sdkhjf

Danske håndværkere vil hjælpe til i Nepal

Ødelæggelser i jordskælv-ramte Nepal får danske håndværkere til at løfte røret og kontakte Røde Kors for at tilbyde deres hjælp
Liv er gået tabt, bygninger er styrtet sammen og dele af infrastrukturen er ødelagt efter weekendens jordskælv i Nepal.

Et omfattende oprydningsarbejde venter derfor forude, og danske håndværkere har sammen med en række andre faggrupper i den forbindelse rettet henvendelse til Røde Kors for at gøre opmærksom på, at de er villige til at give en hånd med.

”Vi har generelt fået rigtig mange henvendelser, og det er vi selvfølgelig glade for. Det er rigtig positivt, at de gerne vil sendes ud gennem os, og at de generelt gerne vil hjælpe”, siger Birgitte Bischoff Ebbesen, international chef i Røde Kors til Licitationen - Byggeriets Dagblad og påpeger, at hjælpeorganisationen imidlertid kun sender personer ud, som er trænet i Røde Kors’ procedurer.

Sikkerhed og samarbejde

Det sker både af sikkerhedsmæssige årsager og for at sikre, at samarbejdet med de andre Røde Kors-afdelinger foregår så effektivt som muligt, så fokus kan være på at løse de forskellige opgaver, oplyser hun og opfordrer de interesserede til at melde sig på Røde Kors’ hjemmeside, hvor der løbende søges efter forskelligartede faglige kvalifikationer til deres beredskabsliste.

En liste, som ifølge Birgitte Bischoff Ebbesen tæller omkring 200 personer, der alle er trænet i organisationens procedurer. Det gælder blandt andre enkelte håndværkere, som der endnu ikke er planer om at sende til Nepal, oplyser hun.

Når det gælder de faglige kvalifikationer, så søger Røde Kors især efter håndværkere med allround-viden, påpeger hun.

”Det er vigtigt, at man er ekstremt fleksibel”, lyder det.

Forventelig reaktion

Hos Håndværksrådet er man ikke overrasket over, at Røde Kors har fået mange henvendelser fra danskere, der gerne vil give en hånd med.

”Danmark er et næstekærligt samfund, og vi vil generelt gerne hjælpe”, siger Frank Korsholm, afdelingschef i Håndværksrådet og understreger, at det selvfølgelig også gælder landets håndværkere.

Det kan imidlertid være nemmere for nogle end andre at tage af sted, siger han og fremhæver, at det måske ikke er så ligetil for en håndværker ansat i en virksomhed at rejse ud, mens man som selvstændig oftere har en større fleksibilitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094