23948sdkhjf

S-togsstationer får hærværksfri facader

Adfærdsregulerende arkitektur og en illusion af kunst er nye våben i kampen mod graffiti og almindelig vandalisme på DSB-stationer
Fennem de seneste år har flere af landets nedslidte og hærværksudsatte S-togsstationer gennemgået en forvandling.

Stationerne er blevet moderniseret med interiørplader i stærke farver, der kan holde til den hårde behandling, stationerne udsættes for.

Ifølge Sille Krukow, der er designer og ekspert i visuel kommunikationsdesign, er en æstetisk flot arkitektur og indretning essentiel for at undgå, at de moderniserede S-togsstationer igen overmales med graffiti.

De mange pendlere har sikkert lagt mærke til, at betonvæggene på nogle af de mest hærværksudsatte stationer ikke længere er hærgede og umoderne. Stationerne er blevet moderniseret med ny indvendig pladebeklædning i stærke, opsigtsvækkende farver.

Renoveringen af stationerne er udført i forbindelse med projektet ”Fremtidens S-togsstationer”, som har været i gang de seneste år og stadig er i proces. Det er arkitektvirksomheden Gottlieb Paludan Architects, der varetager moderniseringen af S-togsstationerne.

På nogle af de mest hærværksudsatte stationer, som Hundige, Husum, Hvidovre, Stengården, Brøndby Strand og Hovedbanegården, bruger DSB Ejendomme de såkaldte Steniplader til at beklæde de originale og nedslidte betonvægge.

En test af pladerne viste, at graffiti nemt kan vaskes af med miljøvenlige rengøringsmidler, og pladerne går ikke i stykker, når de udsættes for slag og spark.

”DSB Ejendomme kræver plader, der er slagfaste og nemme at vedligeholde og rengøre for graffiti. Tilbagemeldingerne fra bygherre har været gode – både i forhold til æstetik og funktionalitet”, siger Adam Wingstrand, projektleder i Gottlieb Paludan Architects.

Ifølge Sille Krukow, kan netop arkitektur og indretning på S-togsstationerne bruges adfærdsregulerende for at undgå hærværk og graffiti.

”Om der bliver malet graffiti eller ej, afhænger af, hvad omgivelserne opfordrer til. Hvis væggene er smadrede, indlader de til graffiti, og når først nogen har malet den første graffiti, følger andre hurtigt efter. Vi opfatter det nemlig som legalt at kopiere den adfærd, der tidligere har været i rummet. En helt ren og pæn overflade har en kæmpe effekt i forhold til at undgå graffiti”, siger Sille Krukow og tilføjer:

”Når man bruger farverne på en gennemført måde, opfordrer det ikke til graffiti, fordi det skaber en kunstillusion. Og en uskreven regel blandt graffitimalere er, at man ikke maler på kunst.”

I de kommende år vil de resterende S-togsstationer blive moderniseret med Gottlieb Paludan Architects i spidsen for projekterne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078