23948sdkhjf

Få din virksomhed i topform

Gør status efter de første tre måneder af året så du får overblik over om der er noget der skal rettes op
- Første kvartal af 2015 er gået. Det kunne være en god anledning til at overveje om netop din virksomhed er i topform, eller om det måske kunne gøres bedre. Ofte vil forholdsvis små tiltag kunne være meget virkningsfulde og have stor positiv betydning for virksomhedens resultatmæssige bundlinje.

Det siger udviklingschef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen til Mester Tidende.

Han peger på, at økonomiske nøgletal for virksomheden ofte vil kunne være indikatorer for, om det kan gøres bedre.

Nøgletal som værktøj
I Dansk Byggeri opfordrer man i høj grad til at foretage løbende tjek-ups, så man ikke først venter til årsregnskabet er lavet, før man ved, hvordan året er gået.
- Viden om sin virksomheds situation og velbefindende er en stor magt at have. Du har mulighed for at justere og eventuelt rette op på dårlige delresultater eller gøre mere af det, du gør godt, siger, Jørn Jensen.

Især nøgletal er dit værktøj til at sammenligne om, hvorvidt du kunne have tjent mere, hvis du havde investeret pengene i andre steder end i din virksomhed – f.eks. obligationer eller lign.
Men i den sammenhæng er det vigtigt at vurdere risikoen bag alternative investeringer, ellers bliver billedet ofte forvrænget, understreger Jørn Jensen.

Kend afkastningsgraden
- Nøgletal, der kunne anvendes i denne sammenhæng er afkastningsgraden, som netop belyser forrentningen af den kapital, der er bundet i virksomheden. En afkastningsgrad på under 6- 8 pct. vil kunne betragtes som utilfredsstillende – også risikoen taget i betragtning.
Andre måder at anvende afkastningsgraden på, er at se udviklingen over en periode. En vurdering over de seneste 3 til 5 år vil give en vurdering af udviklingen i virksomhedens evne til at forrente den investerede kapital.

En utilfredsstillende afkastningsgrad vil kunne have årsag i enten virksomhedens evne til at tjene penge eller i virksomhedens evne til at tilpasse kapitalbindingerne til omsætningen eller i en kombination af de 2 områder.

Andre økonomiske nøgletal vil igen kunne bidrage med indikationer om, hvor det vil være fornuftigt at rette blikket med henblik på at opnå forbedringer i virksomhedens resultat. Helt overordnet vil nøgletallenes overskudsgrad og aktivernes omsætningshastighed kunne anvendes som grundlag for de videre analyser, forklarer Jørn Jensen.

Lyt til signalerne
Udover de indikationer, som beregnede nøgletal vil kunne give, kan der være en række andre signaler, der kunne vidne om, at det måske var værd at få foretaget en vurdering af, om det ville kunne gøres bedre. Det kunne f.eks. være løbende likviditetsvanskeligheder, ofte forekommende negative dækningsbidrag på sager eller helt overordnet perioder med ”røde” tal på bundlinjen.

- Udover at der kan være signaler og indikatorer, der direkte lægger op til en nærmere analyse, så vil det under alle omstændigheder være en rigtig god idé periodisk at få foretaget en gennemgang af virksomheden med henblik på en vurdering af forhold, hvor det kunne gøres bedre, siger Jørn Jensen, som i øvrigt opfordrer til, at man bruger sin revisor mere, da revisoren er meget tættere på virksomhedens forhold i dagligdagen og derfor har gode muligheder for at vurdere din virksomheds økonomiske situation og eventuelle faresignaler.

- Din revisor er ikke bare en, der foretager løbende bogholderimæssige registreringer med henblik på momsafregningen eller udarbejdelse af årsrapporten. Din revisor bør være din konstruktive medspiller, der via det løbende samarbejde er medvirkende til virksomheden kører bedst muligt og giver den bedste forrentning af den investerede kapital, understreger udviklingschef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078