23948sdkhjf

AL løfter stadig fra Lemvig

Finanskrisen tvang iværksætter i Lemvig til at afhænde virksomheden. Men livsværket er fortsat i kraft af lokal opbakning
I 27 år har virksomheder over hele verden købt løftegrej i Lemvig. Og initialerne AL for Allan Laursen følger stadig med alle produkter, selv om stifteren af AL-vac for tre år siden måtte sælge sin virksomhed som følge af finanskrisen.

Allan Laursen lod sig nemlig ikke slå ud, men har over de seneste år opbygget den nye virksomhed AL Lift, som har fået en god start i både ind- og udland. Dermed viderefører AL Lift det løfterige livsværk med produktion af vakuumsugende maskiner, som den unge maskintekniker i sin tid fik ideen til, da tunge fortovsfliser i Lemvig by skulle løftes op og ned i forbindelse med kloakeringsarbejde på en 28 kilometer lang strækning.

- Siden jeg etablerede virksomheden i 1988 havde jeg ikke oplevet andet end vækst og en fyldt ordrebog, men i november 2008 blev vi ramt af den finanskrise, som mange andre allerede havde snakket om længe. Der blev helt stille, og jeg var for første gang utryg ved fremtiden, siger Allan Laursen.

Besparelser i alle hjørner af virksomheden og nedskæringer i medarbejderstaben fra 45 til 38 ansatte i Lemvig var ikke nok. Og en forholdsvis nyetableret produktionsafdeling i Rumænien med 15 medarbejdere blev pludselig en ekstra hæmsko i stedet for en vej til yderligere vækst, da ordretilgangen brat udeblev.

Efter fire drøje år sagde banken i efteråret 2012 stop, og AL-vac blev solgt til investorer, der ikke ønskede at holde på Allan Laursen som en del af virksomheden.

- Det er jeg faktisk glad for i dag. Det var alligevel ikke gået ret længe med mig i en rolle, hvor jeg ikke selv sidder for bordenden, siger Allan Laursen.

Da han ikke kunne blive enige med de nye ejere om en konkurrence-klausul, var han fritstillet til at begynde for sig selv igen.

Iværksætter med goodwill

Det gjorde han i den nye virksomhed AL Lift, som blev etableret i lejede lokaler i Lemvig.

Her er der foreløbigt ni medarbejdere og jævnt stigende travlhed med salg til både danske og udenlandske kunder samt den medfølgende service på maskinerne, som altid har været en del af Allan Laursens forretning. Og det er en tilfreds indehaver, der genoplever suset ved at være iværksætter, men også nyder at kunne trække på sine forretningserfaringer og store netværk i markedet.

- Jeg er glad for at starte op igen efter en svær tid, der heller ikke har gjort det lettere at finde finansiering hos bankerne. I den situation er det helt fantastisk at opleve den goodwill og villighed til at bakke op om projektet, som jeg har mødt hos både lokale og udenlandske samarbejdspartnere, der godt ved, at der skal investeres både tid og penge, inden en forretning giver afkast, siger Allan Laursen.

Han ser den stærke opbakning fra kolleger i erhvervslivet som en af fordelene ved at drive virksomhed i Vestjylland og fremhæver en lokal elinstallationsforretning i Lomborg, der uden tøven og videre papirarbejde lånte ham et sekscifret beløb under en privat middag, så AL Lift kunne komme i gang.

- Når man arbejder i denne del af landet, så har man en tillid til hinanden, som jeg ikke tror, at man ville have mødt i København i min situation. Her på egnen hjælper vi hinanden, og jeg har kun mødt opbakning fra en række lokale virksomheder som for eksempel Øgendahls Maskinfabrik, siger Allan Laursen.

Men også en nær ven og mangeårig samarbejdspartner i udlandet har været en stor hjælp, så produktionen af de velkendte vakuum-maskiner igen kunne rulle ud af samlebåndet.

Det har alt sammen givet ro til, at Allan Laursen selv har rejst rundt i verden for at udbygge de mange kontakter til kunder og samtidigt opbygge et nyt netværk af importører i USA, Frankrig og Asien samt en række andre lande.

- Det er skønt at få 'hands on' på eksportsalget igen. Blandt andet når man møder mangeårige kunder, der sætter pris på at handle med mig, fordi 'Allan – det er jo dig, vi kender'", fortæller Allan Laursen.

Brug for nye lokaler

I det hele taget er han glad for at være sluppet gennem finanskrisen uden at have mistet alt og stadigvæk har mulighederne for at skabe vækst i hjembyen Lemvig.

- Jeg kunne godt have sat mig tilbage og sagt 'Dét var så det' og leve af mine øvrige aktiviteter, men det er dejligt at være i fuld gang med AL Lift, og jeg har efter rekonstruktionen stadigt både vindmøller og en række udlejningsejendomme i Lemvig. Blandt andet også bygningerne, hvor min gamle virksomhed AL-vac drives fra, siger iværksætteren.

Han er ikke desto mindre på udkig efter nye lokaler til AL Lift, da produktion og lagerkapacitet efterhånden kræver mere plads.

- Tingene har det jo med at vokse, og det kunne da være sjovt måske at vende tilbage til min gamle virksomhed, hvis der viser sig en mulighed for det, siger Allan Laursen.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079