23948sdkhjf

Yderligere tre kommuner til kamp mod CO2

Odder, Norddjurs og Lejre melder sig ind i kampen mod CO2-udledning, når de binder sig til Danmarks Naturfredningsforenings klimakrav
Mens det kniber på verdensplan med at blive enige om faste mål og løsninger på den store udledning af drivhusgasser som for eksempel CO2, så tager stadig flere kommuner i Danmark skridt i en mere klimavenlig retning.

Yderligere tre kommuner melder sig således under de grønne faner i kampen mod CO2-udledning, og de kan i løbet af de næste 14 dage kalde sig ’klimakommuner’ – hermed er der 73 klimakommuner. Klimakommunerne er skabt af Danmarks Naturfredningsforening, for at lave et partnerskab med landets kommuner om at mindske CO2-udledning. Kravet er minimum 2 procent reduktion om året.

- Jo længere tid vi venter med at handle, jo dyrere bliver det, og jo mere skal vi nå på kort tid. For klimaet venter ikke – det ændrer sig allerede. Hvis vi ikke skal overskride farlige grænser, der får vejret til at gå helt amok, skal der handles lige nu. Smukke ord og snak nedbringer jo ikke vores CO2-udledning, siger Jens la Cour, der er kampagneleder i Danmarks Naturfredningsforening for klimakommunerne.

20 mio. kr. til renovering

De nuværende 70 klimakommuner får selskab af Odder, Norddjurs og Lejre Kommune i løbet af marts, og de binder sig alle til krav om at reducere udledningen af kuldioxid med to procent om året i minimum tre år.

I Lejre Kommune er det blevet vedtaget at afsætte i alt 20 millioner kroner i 2011 og 2012 til energiforbedring af kommunens bygninger. Men det er ikke det eneste område, der skal sættes ind på.

- Vi har også fokus på omstilling til vedvarende energi. Der er fundet 24 potentielle vindmølle-områder i kommunen, og de skal nu diskuteres i en offentlig debat. Og i forhold til biogas skal vi debattere, hvor store anlæg vi skal have, og hvor de skal placeres, siger Tina Unger, klima- og bæredygtighedskoordinator i Lejre.

De snart 73 klimakommuner viser ifølge Jens la Cour, at der er vilje til at gøre noget ved klimaforandringerne.

- De mange klimakommuner er en understregning af, at vi kan handle konkret nu, og at bindende klimamål virker – i det mindste lokalt. Den gode nyhed er, at kommunerne ikke kun hjælper klimaet men også sparer penge på deres indsats. Derved bliver den lokale indsats også en fordel for lokalsamfundet idet færre penge bindes i energiforbrug og kan tilgå andre vigtige opgaver i kommunerne, siger Jens la Cour.

- Det maner i jorden at samfundet ikke har råd til en klimaindsats – samfundet har ikke råd til lade være. Det er et godt signal til verdens ledere, som ikke rigtig tør at tage beslutninger om bindende klimamål , siger Jens la Cour.

Spar penge og CO2

Odder Kommune har planlagt en besparelse på el-forbruget på knap 400.000 kWh om året. Det skal ske ved at renovere kommunens bygninger. I alt er 81 projekter er klargjort til energirenovering.

Projekterne har en tilbagebetalingstid på mellem fem og otte år, hvorefter renoveringen vil skabe reel besparelse for kommunen.

Desuden arbejder Odder Kommune på en sammenfattende strategi for klimaindsatsen, hvor el-biler til hjemmeplejen, solceller, kommunale cykler til medarbejdere og skærpede energikrav til kommunalt nybyggeri.

I Norddjurs Kommune vil man inden sommer lave en plan for, hvordan man lever op til Danmarks Naturfredningsforenings klimakrav.

Odder Kommune underskriver aftalen om at blive klimakommune den 6. marts, mens Norddjurs og Lejre tilslutter sig henholdsvis den 8. og 19. marts.

Fakta om klimakommuner

Klimakommunerne skal først og fremmest forpligte sig til en årlig reduktion i CO2-udledningen på to procent eller mere frem mod 2025. Aftalen gælder i første omgang for kommunens egne aktiviteter, bygninger og transport. Dernæst skal kommunen lave en opgørelse over den nu-værende CO2-udledning. Den opgørelse skal danne grundlag for at følge reduktionerne år for år.

Næste skridt er at udarbejde en klimahandlingsplan. Planen skal beskrive, hvordan kommunen vil nå målet. Og endelig skal planen naturligvis gennemføres, og udviklingen skal overvåges og offentliggøres en gang årligt.

For at sikre kommunerne de bedste forudsætninger i arbejdet med at nå målet, har Danmarks Naturfredningsforening af Rambøll fået udarbejdet en vejledning, så kommunerne kan få over-blik over deres CO2udledning og følge deres kamp for at nå målet om en reduktion på mindst 2 procent om året.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062