Få styr på byggesagen og skab bedre bundlinje
Ny uddannelse som Diplomhåndværker skal styrke rentabiliteten af byggeprojekter hos håndværksmestrene
- Det er ikke fordi fagligheden mangler men fordi byggeriet ikke er planlagt ordentligt og kompleksiteten svær at håndtere i de mindre virksomheder, vurderer leanekspert og teknisk rådgiver Jens Christian Christensen, Leandesign ApS.
En ny uddannelse som Diplomhåndværker skal styrke rentabiliteten af byggeprojekter hos de udførende.
Jens Christian Christensen fremhæver, at det at gennemføre et byggeprojekt til tiden og i ordentlig kvalitet så rentabiliteten er i orden, ikke blot kræver en høj grad af faglighed.
- Det kræver i lige så høj grad et godt kendskab til lovgivningen og til hvordan man styrer og håndterer et byggeprojekt professionelt med den kompleksitet dette indebærer. I de mindre udførende virksomheder er det ofte håndværksmesteren selv, der udfører arbejdet, styrer de interne projektprocesser og evt. også håndterer virksomhedens almindelige drift.
I mange virksomheder vil det derfor godt kunne betale sig, at få bedre styr på professionel håndtering af et byggeprojekt gennem dets mange faser - lige fra ordreindhentning og indgåelse af kontrakt over planlægning til gennemførsel og endelig aflevering af byggeriet og garantistillelse.
Det kræver derfor en god organisering af arbejdet og en velkørende virksomhed at sikre en optimal byggeproces, fastslår Jens Christian Christensen.
Smidig byggeproces
- Vi ser ofte eksempler på, at et byggeri kører af sporet. Ikke på grund af manglende faglighed, men simpelthen fordi byggeriet ikke er planlagt ordentligt på forhånd. Det kommer bag på mange håndværksmestre og entreprenører, hvor komplekst det kan være at styre et byggeri gennem de mange regler og juridiske spidsfindigheder.
Har man lavet et ordentligt forarbejde og afsat ressourcer undervejs, vil man få en helt anden og mere smidig byggeproces.
I sidste ende handler det jo om at optimere byggeprojektet og dermed spare virksomheden for unødige udgifter. Og en ekstra bonus er jo tilfredse kunder, der får et ordentligt byggeri til tiden, understreger Jens Christian Christensen..
tøtte