23948sdkhjf

Benzinpriser stiger fredag til rekordhøjde

Prisen for en liter benzin stiger nu til over 13 kroner. Det er rekord hvis man ikke tager højde for inflation
De fleste danskere vil formentlig kigge irriteret på benzinstanderen fredag. Prisen for en liter 95 oktan stiger nemlig til 13,12 kroner, hvilket er rekordhøjde, da det er første gang, priserne kommer over 13 kroner. Der er flere årsager til, at priserne nu stiger.

- Den hårde danske vinter er grund til stigningen. USA er storforbrugere af benzin og olie, og landet har oplevet et begyndende opsving. Det har medvirket til at presse priserne for benzin i vejret, vurderer Peter Rasmussen, olieanalytiker ved Statoil.

Usikkerhed omkring Irans fremtidige olieforsyning har også haft en indflydelse på prisen.

- Onsdag var der et rygte fremme om, at Iran ville stoppe eksporten af olie til Europa. Det skabte en vis usikkerhed om, hvad det ville betyde for markedet, og derfor rykkede prisen op, siger Peter Rasmussen.

Prisen er dog målt i løbende priser og tager altså ikke højde for inflation. Målt i faste priser har benzin været dyrere. I både 1981 og 1982 nåede prisen over 14 kroner som følge af den anden oliekrise i 1978.

En liter diesel stiger til 12,12 kroner, hvilket er en tangering af prisrekorden fra januar i år.

Priserne er en vejledende listepris for de store multinationale selskaber. Det vil altså stadig være muligt at finde billigere benzin ved et af lavprisselskaberne.

- Priserne vil ikke opleve store udsving i den nærmeste tid. I løbet af den næste uge vil priserne stige eller falde indenfor 25 øre, forudser Peter Rasmussen.

Stigningerne vil blive indført fredag klokken 10.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078