23948sdkhjf

Flere virksomheder foretrækker private genbrugspladser

Det er både billigere og nemmere at køre forbi en privat genbrugsplads frem for en kommunal af slagsen, mener over halvdelen af Dansk Byggeris medlemmer
- Hvis jeg skulle benytte den kommunale genbrugsplads, så ville det koste mig over 400.000 kr. om året. Det er jo en vanvittig pris. Derfor har jeg valgt en privatordning. Det koster kun en tredjedel af kommunens pris, forklarer Palle Andersen fra Hansen og Graversen Muremestre.

Hansen og Graversen Muremestre er en af de virksomheder som allerede har skiftet den kommunale affaldsordning ud med en privat, men ifølge en rundspørge blandt Dansk Byggeris medlemmer, så foretrækker 60 procent en privat affaldsordning. Begrundelsen fra langt de fleste er ganske enkelt, at det både er for dyrt og for besværligt på de kommunale genbrugspladser.

- Bl.a. passer åbningstiderne ikke med håndværkernes arbejdstider. I en del landkommuner har de lukket på udvalgte hverdage. Det kan håndværkeren jo ikke bruge til noget, og derfor vil vi se, at flere og flere dropper den kommunale ordning, forklarer miljøkonsulent i Dansk Byggeri, Simon Stig-Gylling.

Store prisforskelle

En tidligere undersøgelse fra Dansk Byggeri viste, at der er store forskelle på både prisen, og hvordan kommunerne opkræver gebyr fra de virksomheder, som har brug for at aflevere affald på genbrugspladsen. Nogle kommuner opkræver et årsabonnement, nogle har en klippekortsordning, andre kræver betaling efter affaldstype, mens en tredje gruppe kombinerer de forskellige ordninger.

Og priserne varierer med op til 30.000 kr. om året.

- Mange forskellige ordninger gør det uoverskueligt, og hvis den kommunale genbrugsplads så samtidig er dyrere og mere besværlig end det private tilbud, så er det ikke så overraskende, at 60 procent af virksomhederne foretrækker en privatordning, siger miljøkonsulent hos Dansk Byggeri, Simon Stig-Gylling.

Og han mener, at virksomhedernes svar bør få kommunerne til at tænke over, hvilken service de tilbyder:

- Hvis ikke kommunerne finder ud af at lave et nemt system med konkurrencedygtige priser, så ender det med, at private overtager markedet, vurderer Simon Stig-Gylling.

tøtte
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078