23948sdkhjf

26.688 besøgte TUN BYG 2012

Byggemessen i Fredericia dannede rammerne for idéudveksling og inspiration - indikationer på en lysere fremtid for byggeriet
Fyldte messehaller, interesserede besøgende og glade udstillere. Fire travle messedage på TUN BYG 2012 i Fredericia Messecenter/MESSE C er veloverstået, hvor i alt 26.688 forventningsfulde fagfolk lagde vejen forbi. Messens klimafokus var en succes både blandt udstillere og besøgende, hvilket blev bekræftet af Kronprins Frederiks uddeling af Byggeriets Klimapriser.

Messen dannede rammerne for idéudveksling og inspiration samt indikationer på en lysere fremtid for byggeriet.

Da den sidste gæst fredag eftermiddag havde søgt mod messens udgange, havde i alt 26.688 håndværkere, ingeniører, entreprenører og andre fagfolk i byggeriet besøgt TUN BYG 2012, hvilket ligger på niveau med det antal besøgende, messen havde for to år siden. Fredag var den travleste dag, hvor hele 8.641 gæster tjekkede ind til de fire messehaller, der var spækket med produktnyheder. Messens høje besøgstal er således fastholdt, hvilket skaber grobund for optimisme.

Flotte stande og interesserede besøgende

- Der har været travlhed på standene lige fra første dag. Vi har aldrig før set så mange høje og flotte stande, og det vidner om, at udstillerne bakker op om messen og vores fokus på klima, energi og miljø, og det er vi meget glade for.

De besøgende har været velinformerede og haft en god dialog med udstillerne, og det har været en fornøjelse at se, at messen endnu en gang har dannet rammerne for kontakten mellem producenter, forhandlere, håndværkere, arkitekter og andre fagfolk i byggeriet. Vi vil gerne takke alle for en vellykket fagmesse, og vi glæder os allerede til TUN BYG 2014, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Trælasthandlerunionen - TUN, der arrangerer messen.

Som protektor for det offentligt-private partnerskab Klimakonsortiet, overrakte Kronprins Frederik på messens åbningsdag Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris til tre af messens udstillere, som kunne dokumentere energieffektivitet og CO2-reduktion i fremstillingen eller anvendelsen af deres byggematerialer. Klima har således været et bærende element for messen og kendetegnende for mange af de nye produkter, der så dagens lys på TUN BYG 2012.

Lysere fremtid for byggeriet

Her er, hvad tre udstillere sagde om messens forløb og om deres forventninger til fremtidens byggeri.

- Der har været flere besøgende på vores stand i år end på de tidligere messer, og vi har haft tryk på fra kl. 10, når messen åbnede. Mange af de besøgende havde allerede et godt kendskab til vores produkter, inden de kom til os. De stillede mange gode spørgsmål, og vi er derfor kommet bedre omkring vores produkter og deres egenskaber i år end på foregående messer. Vi har haft besøg af både selvstændige håndværkere og større tømrervirksomheder, som var på udkig efter inspiration til konkrete projekter, så vi ser positivt på de næste måneder.

Vores budgetter holder, og det er en god begyndelse, siger Erik Engmark fra Rheinzink, der producerer facadesystemer, herunder tage, tagrender og nedløbsrør.

- En masse positive besøgende har været forbi vores stand. Alle har været optimistiske omkring fremtidens byggeprojekter, så det har i den grad været en fornøjelse at være på messen i de fire dage. Folk i byggeriet har fået mere at lave og ser lysere på fremtiden, hvilket har givet dem lyst til og mulighed for at se på nye byggematerialer. Så vi er glade for messens forløb og klar til at være med igen om to år, siger Martin Moesgaard fra Timberman, der producerer træ- og korkgulve.

- Vi har haft en fest på vores stand hele ugen med en masse besøgende hver dag, der gerne ville prøve kræfter med vores produkter. Folk er prisbevidste men samtidig engagerede og købelystne. De har brug for nye maskiner til forårets og sommerens byggeprojekter, hvilket vi ser som en indikation på, at det spirer i byggeriet, og at der er travlhed hos en masse håndværkere, siger Jan Lindbjerg fra værktøjsproducenten Bosch.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081