Udvendig isolering er nyt arbejdsområde for murermestrene
Udvendig tillægs-isolering er en lettilgængelig teknik, der kan spare danskerne for mange penge til opvarmning, men den har endnu ikke for alvor vundet indpas hos de danske murermestre.
- Når man isolerer et hus på ydersiden, er det den bedste og mest effektive form for isolering, fordi man næsten undgår kuldebroer. Da arbejdet foregår udendørs, skal håndværkerne ikke ind i huset. Det betyder, at husejeren stort set ikke er generet, mens det står på, siger Karsten Drejer Bach. Han anbefaler, at man som minimum isolerer med mindst 100 mm stenulds- eller EPS-plader med efterfølgende armeringspuds.
- Det koster mellem 600-1.000 kr. pr. kvm. at isolere et hus udvendigt. Den udgift er snart betalt hjem, hvis hr. og fru Jensen bor i et hus med uisoleret facade. Og det er især attraktivt at spare i en finanskrisetid, hvor udgifterne til fossile brændstoffer er stadig stigende.
Stå stærkere i konkurrencen
Mange murerfirmaer kunne profitere af at beherske denne teknik. Både fordi det er attraktivt for kunderne, og fordi det vil skabe arbejde til danske håndværkere.
- Jeg vurderer, at der i løbet af de næste 10 år vil være over 1 million kvadratmeter ydermure på 50´er-, 60´er- og 70´er huse, der skal isoleres udvendigt. Huse fra den periode er dårligt isolerede, og de trænger til en ansigtsløftning.
Sverige, Tyskland og de østeuropæiske lande har i mange år bygget huse med udvendig tillægs-isolering, og de har derfor stor erfaring med arbejdet. Vil de danske murere stå stærkere i konkurrencen, er dette et område, hvor de forholdsvist nemt kan klare sig, hvis de efteruddanner sig, fremhæver Karsten Drejer Bach.
Udvendig tillægsisolering er ifølge faglæreren ikke raketvidenskab, men det kræver efteruddannelse, og at man er opdateret på de seneste teknikker, principper og anvisninger.
- Vil man følge med udviklingen, skal man sætte sig ind i de nyeste SBI-anvisninger, bygningsreglementer og byggetekniske løsninger. Derfor får man indgående kendskab til disse, når man er på efteruddannelse, fortæller Karsten Drejer Bach.
Fremtidens murerlærlinge lærer om energioptimering
Fremtidens mureruddannelse kommer til at indeholde fire valgfri specialer, hvoraf det ene er Energioptimering, og det ser faglæreren i murerafdelingen på Learnmark Horsens frem til.
- Det er en ny overskrift, der kommer ind i murerfaget, som jeg hilser velkommen. Det er nemlig den virkelighed, som mange murere står overfor, men som de ikke nødvendigvis har indgående kendskab til. Kyoto-aftalen i 1997 satte for alvor fokus på energioptimering, siden er kravene kun blevet skærpet, og det er helt sikkert en udvikling, der fortsætter. Derfor er uddannelse og efteruddannelse inden for dette område yderst vigtigt, understreger Karsten Drejer Bach.
Konkurrence i energioptimering til DM i Skills
En murer-, struktør- og tømrerlærling fra henholdsvis Learnmark Horsens og Herningsholm Erhvervsskole deltager i præsentationskonkurrencen for energioptimeringshåndværkere til DM i Skills i Aarhus i januar. Her kæmper de om at vinde Renoveringsprisen 2013.
- Konkurrencen er endnu et tegn på, at energioptimering er på fremtidens dagsorden. Jeg ser frem til DM i Skills, og håber, at konkurrencen også er med til at gøre omverdenen opmærksom på nye trends og muligheder inden for energioptimering. Det har både husejere og håndværkere behov for, mener Karsten Drejer Bach.
tøtte