23948sdkhjf

Erstatningsferie belaster håndværksvirksomhederne

Dårlig timing for lovforslag om ret til erstatningsferie ved sygdom, mener Dansk Håndværk
Beskæftigelsesministeriet har fremlagt et forslag om, at medarbejdere, der er syge under deres ferie, skal have ret til erstatningsferie. Lovforslaget er en konsekvens af en dom fra EU-domstolen vedrørende fortolkning af arbejdstidsdirektivet og skal bringe dansk ret i overensstemmelse hermed.

I henhold til gældende dansk ret har medarbejdere ikke ret til erstatningsferie, hvis de bliver syge under ferien. Den ret har de kun, hvis de er syge ved feriens start. I disse tilfælde er sygdom en hindring for feriens afholdelse.

Direktør Erik Møbius fra Dansk Håndværk fremhæver, at Danmark naturligvis ikke kan undlade at ændre de danske regler på området, så de kommer i overensstemmelse med direktivet. Ellers ville Danmark blive indklaget for EU-Domstolen for brud på EU-traktaten.

- Timingen i forslaget er imidlertid meget uheldig, påpeger Erik Møbius, da det påfører erhvervslivet nye omkostninger i en tid, hvor man kæmper for at overleve.

Dyrt for erhvervslivet

I bemærkningerne til lovforslaget vurderes det, at ændringen vil koste erhvervslivet ca. kr. 72 mio. i 2012 og ca. kr. 143 mio. i 2013 og fremefter. Herudover vil det årligt koste erhvervslivet ca. kr. 0,5 mio. i administrative byrder.

- Erhvervslivet har simpelt hen ikke brug for flere økonomiske byrder og slet ikke de små og mellemstore virksomheder, der med livet som indsats kæmper for at komme ud af krisen, siger Erik Møbius og opfordre derfor regeringen til at vise lidt handlekraft og i stedet tage sagen op politisk i Rådet og med Kommissionen samt arbejde for en ændring af reglerne på EU plan således, at de nugældende danske regler igen vil være lovlige. Konsekvenserne af dommen kan ikke have været tilsigtet, da man i sin tid vedtog direktivet.

Lovforslaget

- Dommens konsekvenser har været behandlet i Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg med deltagelse af arbejdsmarkedets parter og resultatet er det fremlagte lovforslag.

Det lader til, at man har forsøgt i så høj grad som muligt at begrænse rækkevidden af dommen og de negative konsekvenser for erhvervslivet.

Da direktivet kun beskytter arbejdstagernes ret til 4 ugers ferie, har man valgt, at retten til erstatningsferie først gælder fra arbejdstagerens 5. sygedag under ferie og der kan maksimalt optjenes ret til 4 ugers erstatningsferie.

Derudover gælder de samme regler om meddelelse til arbejdsgiveren som for øvrig ferie, nemlig at arbejdstageren skal give arbejdsgiveren besked om sygdommen fra 1. sygedag om morgenen. Hvis arbejdstageren først melder sig syg senere i sygdomsforløbet, eksempelvis fra den 3. sygedag, vil vedkommende først have ret til erstatningsferie fra den 8. sygedag.

Dette gælder dog ikke, hvis der er undskyldelige grunde til andet, eksempelvis at vedkommende har været udsat for en alvorlig ulykke, som gør, at arbejdstageren ikke kan melde sig syg. Derudover skal arbejdstageren kunne dokumentere sin sygdom ved hjælp af en lægeerklæring, som arbejdstageren selv skal betale, oplyser Erik Møbius..

Loven skal træde i kraft d. 1. maj i år.

Se hele lovforslaget her
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074