23948sdkhjf

Nyt skud på stammen

Projektet Skud på Stammen giver unge møbelsnedkere mulighed for at arbejde sammen med etablerede møbeldesignere. Det giver omvendt også de etablerede designere mulighed for at få nye input til deres arbejde. Designerne bliver både rollemodeller og mentorer
I fire uger over sommeren, fra den 28. juni til den 23. juli, syder snedkerværkstedet på Københavns Tekniske Skole, Tæbyvej, af energi. Alle andre på skolen nyder sommerens sol og ferie på stranden eller under sydens varmere himmelstrøg. I dette værksted knokler 23 unge snedkere og snedkerlærlinge med at skabe det møbel, det er blevet tegnet netop til dem. 16 bud fra i alt 18 af Danmarks mest etablerede møbeldesignere skal have fysisk form. Eleverne har selv valgt, hvilket møbel, de vil arbejde med. Det er Skud på Stammen 2010, der for tredje gang kører for fuld damp.

En stor ære

- Jeg arbejdede også sammen med Rud Thygesen i sidste års Skud på Stammen, hvor vi satte liv i "Barstolen". Selvfølgelig er det en stor ære at få mulighed for at arbejde sammen med så fantastisk dygtig en møbeldesigner. Jeg har stor respekt for hans arbejde. Derfor var det en om end større ære i år, for Rud havde faktisk selv bedt om at få lov at arbejde sammen med mig, fortæller den synligt stolte møbelsnedker Kasper Steffensen og fortsætter:

- Og det fede ved Rud er, at jeg altid kan ringe til ham, hvis jeg har spørgsmål – og idéer til forbedringer. Han lytter til mig. Ligesom han også har taget mig med på råd i forhold til trævalg og samlinger. Det er et ret unikt samarbejde.

Netværk, netværk og atter netværk

Det er andet år i træk, Kasper er med i Skud på Stammen. Siden sidst er han blevet student.

- Jeg stod i lære hos Jørgen Christensen Snedkeri, og elsker sådan set stadig at være møbelsnedker. Men jeg vil også gerne udvikle mig fagligt. Drømmen er at få job på en tegnestue. På den måde kan jeg både sidde bag tegnebrættet og være med "på gulvet", fortæller Kasper, der nu bruger sin studentereksamen til at søge ind på Arkitektskolens møbellinje. Han bruger ventetiden til studiestart med Skud på Stammen:

- Jeg er her selvfølgelig for at lære noget. Når det er sagt, så er det klart, at jeg også bruger projektet her til at netværke inden for branchen. Alle designerne i projektet kommer her jo løbende (værkstedet, Københavns Tekniske Skole), og alle taler sammen og udveksler erfaringer. Det er guld værd. Det gode ved Skud på Stammen er også, at alle vi snedkere hjælper hinanden. Sidste år var ingen af projekterne færdige før alle var det. Sådan bliver det også i år. Det er samarbejde for alle pengene. Men det aller fedeste ved hele processen er, at man står med en fuldstændig gennemarbejdet tegning af et møbel – og fire uger efter har du fået udført det. Det er den bedste fornemmelse.

Skud på Stammen er et årligt tilbagevendende projekt, som udvikler og udfordrer stolte danske og nordiske traditioner inden for håndværk og design. Igennem fire uger skal en række toneangivende designere arbejde tæt sammen med unge snedkere og snedkerlærlinge om at fremstille prototyper på nye produkter. Målet er at vise, at mødet mellem håndværk og intelligent formgivning fører til nyskabende resultater.

Skud på Stammen er en videreudvikling af tidligere forløb, der startede med et projekt, hvor designerne Louise Campbell og Sebastian Holmbäck og KTS’ snedkerafdeling i Rødovre fik snedkere og designere til at gå "Planken Ud".

I Skud på Stammen 2010 deltager designerne:

Antonio Scaffidi

Claus Bjerre

Ebbe Gehl

Erik Marquardsen og Takashi Okamura

Hee Welling

Jacob Jørgensen

Jakob Thau

Jonas Lyndby Jensen

Line Depping

Lise og Hans Isbrand

Mads K. Johansen

Niels Hvass

Rasmus Fenhann

Rud Thygesen

Tom Stepp

Troels Grum-Schwensen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078