23948sdkhjf

Teknikken er i højsædet i Osted

Teknikentreprenøren Kirkebjerg A/S ved Roskilde har netop fejret 60 års jubilæum. Det har været en tid med opkøb og organisk vækst, men også en enkelt nedtur uden for landets grænser
Den danske bygge- og anlægsbranche har gennemgået en del siden 1950. Nye samarbejdsformer, it, øget digitalisering og konsolidering blandt aktørerne har forandret branchen markant, og gennem alle årene har teknikentreprenøren Kirkebjerg A/S i Osted ved Roskilde været med i denne udvikling.

Fra at være et traditionelt smedeværksted grundlagt af Knud Frandsen den 1. august 1950 er Kirkebjerg i dag en af Danmarks største entreprenører inden for teknikentrepriser som el, vvs, ventilation og service med en omsætning i sidste regnskabsår på 541 mio. kr.

Siden 1983 har Knud Frandsens to sønner, Aksel og Henrik Frandsen, ejet virksomheden, som ligger i flækken ved Osted, Kirkebjerg - deraf navnet.

Fra at være 30 ansatte ved overtagelsen i 1983 er virksomheden i dag oppe på 350 ansatte - heraf 60 funktionærer. Men for bare et år siden nåede Kirkebjerg sit hidtidige maksimum med 540 ansatte.

Som alle andre i bygge- og anlægsbranchen mærkede Kirkebjerg også de hårde tider sidste år og måtte ty til fyringer, som med Henrik Frandsens ord absolut ikke er sjovt. Derfor er det også nogle tilfredse brødre, som i jubilæumsåret konstaterer, at konjunkturerne langsomt vender i øjeblikket.

- Der har været en nedtrapning og en opbremsning i 2008 og 2009. Men vi oplever, at der er ved at komme gang i de offentlige investeringer igen. Alene det seneste tre kvarte år har der været en stabilisering, selvom der fortsat er benhård konkurrence, og priserne er presset, Men kunderne er blevet mere påpasselige og går efter prisen, men også en entreprenør, som har ressourcerne, siger Henrik Frandsen.

Smelter sammen

Netop gode ressourcer var en af grundene til, at Kirkebjerg allerede ved brødrenes overtagelse så småt ændrede status fra det traditionelle smedeværksted til teknikentreprenør med alle former for teknisk installation som speciale.

Så meget at kundegrundlaget også igennem de 60 år har ændret sig fra at være private kunder til i dag udelukkende at være på det professionelle marked.

- Vi kunne jo se, at der var en proces i gang, hvor tingene smelter sammen, og vi blev nødt til at lave noget af det andet for at kunne klare os. Vi er nødt til at være på forkant med udviklingen, hvor vi ikke nødvendigvis skal være de største, men derimod de bedste, siger Henrik Frandsen, mens Aksel Frandsen supplerer:

- Der er jo heller ikke meget udvikling i virksomheden kun at være en installationsforretning i Osted. Vil du noget mere, er du nødt til at være på det professionelle marked.

Mange opkøb

Man må da også sige, at Kirkebjerg er kommet ind på det professionelle marked. Opgaverne gennem årene tæller blandt andet installationer i ombygningen af Parken i København og på den københavnske metro, køl- og sprinklerentrepriser på Aller-koncernens nye hovedsæde i København og installationsopgaver på flere store, københavnske boligprojekter. Af kommende opgaver er blandt andet installationer på det nye storsygehus i Skejby ved Århus.

Det ændrede fokus mod teknikentrepriser er sket gennem en række opkøb. Allerede syv år efter Henrik og Aksel Frandsens overtagelse blev to lokale el- og installationsforretninger i Osted erhvervet, og i 1996 blev den første afdeling uden for Osted åbnet i København.

I 1998 tog Kirkebjerg springet til Jylland med overtagelsen af J.C. Dirks A/S med hovedsæde i Haderslev og en afdeling i Århus.

Siden har Kirkebjerg overtaget både Skanska Danmarks vvs-afdeling og Hoffmanns vvs-afdeling i Jylland, sådan at Kirkebjerg kan kalde sig landsdækkende med afdelinger i Kolding, København, Haderslev, Århus, Birkerød samt selvfølgelig domicilet på Hovedvejen i Osted på samme sted, hvor Knud Frandsen grundlagde virksomheden for 60 år siden.

Ifølge brødrene er der ikke tale om at flytte fra Osted, selv om det da er blevet overvejet igennem årene.

- Kunderne er jo ligeglade, hvor hovedsædet ligger, og vi har jo vores lokale afdelinger. Men det er da skægt at tænke på, at da vi for mange år siden begyndte at byde på opgaver i Roskilde, blev de lokale installatører sure. For dér havde vi ikke noget at gøre. Men vi kan jo konstatere, at mange af dem er væk i dag, påpeger Henrik Frandsen.

Det har dog også en anden fordel, at virksomheden ikke har sit hovedsæde i for eksempel København. For det tvinger virksomheden til hele tiden at være med, hvor det sker.

- Vi er nødt til at være fremme i skoen og kan ikke bare læne os tilbage. Vi skal hele tiden være på forkant med udviklingen, siger Aksel Frandsen. En enkelt fiasko har Kirkebjerg dog oplevet gennem sin 60-årige levetid.

I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne var Danmark igennem en lignende byggekrise som i dag, mens Tyskland oplevede et boom i byggeriet lige efter den tyske genforening. Derfor etablerede Kirkebjerg som flere danske bygge- og anlægsvirksomheder et selvstændigt datterselskab i Tyskland i 1991.

- Vi fik aldrig rigtig fat dernede, selv om vi gik ind i det med hjertet. Men Tyskland er et vanskeligt marked med kulturforskelle i forhold til Danmark, og det var vi ikke klar til, siger Aksel Frandsen.

Derfor opgav Kirkebjerg Tyskland allerede i 1996, hvor den tyske afdeling lukkede, efter alle igangværende aktiviteter var afsluttet.

Generationsskifte

Mens det tyske eventyr altså er overstået for længst, ser Aksel og Henrik Frandsen lyst på fremtiden.

Efter det svære 2009 er ordrebøgerne igen ved at være fyldte med fortrinsvis opgaver for det offentlige, men længere ude i fremtiden spøger et generationsskifte, når den 62-årige Henrik Frandsen og Aksel Frandsen på 57 trækker sig tilbage.

Næste generation af familien Frandsen står ikke umiddelbart klar til at tage over, men Henrik Frandsen understreger, at der er tanker i gang om andre muligheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094