VKR overtager Exhausto
Med købet af ventilationsvirksomheden Exhausto styrker VKR Holding sin position inden for ventilation og indeklima
VKR Holdings adm. direktør Leif Jensen forklarer, at investeringen i Exhausto ligger i fin forlængelse af VKRs mission om dagslys, frisk luft og bedre miljø.
- Exhausto passer godt ind i vores portefølje. Dels matcher og supplerer Exhausto de kompetencer, der allerede findes i vores virksomheder. Dels er det Skandinaviens største familieejede ventilationsvirksomhed med en omfattende produktudvikling og en grøn profil. Vi kigger bredt og globalt og alligevel faldt valget denne gang på en virksomhed med danske rødder, siger Leif Jensen i en kommentar til overtagelsen.
Udfordringer i vente
Med købet af Exhausto får VKR Holding for alvor kræfter og kompetencer til at gøre noget ved et af de kommende års store samfundsudfordringer, nemlig indeklimaet.
- Der har i årevis været fokus på bygningernes rent energimæssige forhold og der er opnået store resultater på dette område. De kraftigt isolerede og tætte bygninger stiller imidlertid stigende krav til et godt indeklima og ventilation med varmegenvinding, ikke mindst her i Europa, hvor vi tilbringer 80-90 procent af tiden indendørs. Et godt indeklima i boliger, børneinstitutioner, skoler, kontorbygninger og indkøbscentre kan reducere belastningen på sundhedsvæsenet og samtidig øge indlæringen, trivslen og effektiviteten. Derfor mener vi det vil være et område i vækst, vurderer Leif Jensen.
Det rigtige tidspunkt
For sælgeren af Exhausto, Peter Hermansen, ligger det meget på sinde, at Exhausto fremover får et godt hjem i form af de rette ejere.
- Jeg er 65 år, og det er det rigtige tidspunkt for mig at trappe ned, og mit fokus har derfor været på at sikre at Exhausto også fremover har ejere med ressourcer, kompetencer og værdier, der kan udvikle virksomheden. Jeg har set mig grundigt om, og valget faldt på VKR Holding, fordi virksomheden er en langsigtet investor, der vil udvikle Exhausto med respekt for medarbejdere, leverandører og kunder, siger Peter Hermansen.
Handlen, der er betinget af godkendelse fra de tyske og norske konkurrencemyndigheder, er VKR Holdings tredje virksomhedsopkøb indenfor det seneste år. I november 2009 overtog VKR Holding canadiske Gienow og i juli 2010 Loewen med Nordamerika som det primære marked.
jfr