Lærling fik Porsche af mester
Tømrerlærling scorede lutter 12-taller og fik en drengedrøm opfyldt i en uge
Det mener snedkermester Lars Wolf, der sammen med tømrermester John Carstensen ejer og driver snedker- og tømrerfirmaet Cawo ApS med 25 ansatte i Hejsager ved Haderslev.
Når han understreger dette over for Mester Tidende, skyldes det, at han måske nok mere eller mindre i spøg for nogen tid siden kom til at afgive et løfte over for en af sine dygtige unge tømrerlærlinge. Det var en dag, da snedkermesteren sad ved computeren på kontoret og kikkede på sportsvogne på nettet. Den 21-årige tømrerlærling Jacob Knudsen kikkede med over skuldrene, og for sjov spurgte han mester, om han var ved at kikke på bonusgaver til eleverne. Han fik det svar, at hvis han virkelig kunne få syv på stribe eller 12 i alle fag i den teoretiske del op til svendeprøven, ville mester sørge for, at lærlingen kom til at køre rundt i sådan en sportsvogn.
Den unge tømrerlærling tog mester på ordet, gjorde rent bord ved prøverne og scorede 12-taller i samtlige fag. Dermed har han i alt scoret ikke færre 26 12-taller i sin tid som elev på EUC Syd i Aabenraa. Det er ifølge en faglærer ikke set før.
Snedkermester Lars Wolf var ikke sen til at indfri sit løfte, og vupti så stod der en leaset Porsche cabriolet Boxter og blinkede i solen på græsplænen ved EUC Syd i Aabenraa, i den uge da Jacob Knudsen aflagde den praktiske svendeprøve, - vel at mærke til fri afbenyttelse hele ugen som belønning for dygtighed, flid og hårdt arbejde, og det kan nok være, at de andre unge tømrerlærlinge spærrede øjnene op og skulle med på en kikker.
Svendeprøven bestod i en plankekel med nedfældet skotrende, og Jacob Knudsen satsede på at få en sølv- eller bronzemedalje.
En motivationsfaktor
Lars Wolf forklarer om baggrunden for belønningen, der kostede 14.000 kr. for en uge:
- Bilen var en motivationsfaktor for Jacob og en belønning fordi han er, som han er, og han tog mig jo på ordet og scorede 12 i alle fag, så han har fortjent den. Vi har mange lærlinge, og det gør heller ikke noget, at de kan se, at det lønner sig at hænge i og være ekstra flittig, så forhåbentlig kan belønningen også være med til at give goodwill hos de andre medarbejdere. Det er slet ikke et enkeltstående tilfælde med en belønning her i firmaet. Vi sender også medarbejdere på årlige skiture og udbetaler hvert år 20 procent af overskuddet i form af overskudsdeling også til lærlingene. Og så skal man jo heller ikke undervurdere reklameværdien i, at en dygtig lærling får sådan en belønning.
Porschen som "bryllupskaret"
Jacob Knudsen, der startede på tømreruddannelsen som 18-årig, forklarer, at han bare har gjort sit bedste og passet sin skole, men at udfordringen fra mester selvfølgelig tændte ham: "Jeg ville se, om det kunne lykkes, så jeg tog mig sammen". På trods af præstationerne på skolebænken, er han en beskeden ung mand, som passer sin skole og sit arbejde, og så har han selvfølgelig hænderne skruet rigtigt på. Tømrerfaget har altid ligget ham i blodet, for han har altid godt kunnet lide at arbejde med hænderne. Desuden ligger det til familien at lave praktisk arbejde. Faderen er tømrer, og hans morfar var snedker. Af morfaderen fik han en høvlebænk i gave til sin tre års fødselsdag.
Om Jacob vil være tømrer hele sit arbejdsliv er ikke sikkert. Han har lyst til at læse videre, men ved blot ikke endnu præcist inden for hvad. Foreløbig fortsætter han efter svendeprøven i firmaet, men til januar påbegynder han et højskoleophold.
En krølle på historien om tømrerlærlingen, der fik en drengedrøm opfyldt, er, at den lækre sportsvogn med 245 hk og en topfart på 250 km i timen ikke blev brugt til at imponere pigerne med, for Jacob blev gift med sin kæreste Jane lørdag den 11. september, netop mens han havde Porschen til låns, så den blev naturligvis brugt som "bryllupskaret", så de nygifte kunne komme standsmæssigt fra kirken. Det bar Porschen også præg af efter køreturen. Der var riskorn på forsæderne.
Optimist i krisetid
Ved siden af at fryde sig over at have så dygtig en tømrerlærling i sit firma, glæder indehaveren Lars Wolf sig over, at virksomhedens ordrebog trods krise ser fornuftig ud. Selv om han godt kan blive lidt utryg med hensyn til ved udsigterne i branchen for næste år, så er han temmelig optimistisk og regner da med at skulle ansætte en mand mere inden for den nærmeste fremtid. Det der har fyldt godt i ordrebogen i et stykke tid, er en række skolerenoveringer, hvor henholdsvis tage og vinduer er renoveret.
Firmaet tog navneforandring i forbindelse med en fusion 1. januar 2010, da daværende Eigil Wolf & Søn snedker- & tømrerforretning fusionerede med John Carstensen Snedker- & tømrerfirma.
Firmanavnet Cawo blev dannet ved en sammentrækning af Carstensen & Wolf. Eigil Wolf er i øvrigt far til tømrerlærlingen med de mange 12-taller, som tog over efter et generationsskifte samtidig med fusionen.
Virksomheden har gennem årene udført en del nybyggeri. Lige fra store domicilbyggerier i hovedentreprise til små tilbygninger. Firmaet er specialist inden for lavengi- og passivhuse. Udover nybyggeri og renovering af ejendomme udføres alle former for snedkerarbejder, færdigkviste, møbelreparationer m.m. samt alle former for maskinsnedkerarbejde på et 500 kvm stort værksted.